Kirker bør finde ind til kristendommens kerne
Folkekirken bør lære af frikirker: Se sig selv som minoritet og gøre noget. Ellers sker der ingenting, mener DR-vært Clement Kjersgaard i denne analyse.
Det var især Folkekirken, der fik hug af den hurtigtsnakkende tv-vært Clement Kjersgaard på Kirkernes Mediedag forrige weekend.
Hans indlæg handlede nemlig ikke kun om formidling og medietække. Han gik lige til biddet og udfordrede Folkekirkens budskab:
– Når præster i Folkekirken kun taler om påskeliljer og vintergækker, tænker medierne: Der er noget, de putter med. Ligesom hvis vi møder en imam, der er imødekommende og moderat. Medierne vil have et råt for usødet budskab. Ikke kærlighedsbudskabet, dét forkynder alle jo. Kirken skal være mere klar i spyttet.
Det er helt klart lykkedes for Tidehvervsfolkene. De har været blandt de mest dagsordensættende i det kirkelige mediebillede i 2010, mener Clement Kjersgaard:
– Om Dansk Folkepartis Jesper Langballe kan man sige, at 60 procent af succesen ligger i at møde op. Derudover skal man kunne formulere klare holdninger til debatten i samfundet. Det har han gjort. Hvad mener kirken om ægteskab, stamcelleforskning, kloning osv.?
– Medierne vælger dem, der er tilstrækkeligt højreorienterede, og fravælger de mere profilløse. Man skal helst være skaldet og have læderjakke på og turde sige, at hvis du er din kone utro, så brænder du op i helvede! Det er det, medierne efterspørger.
Når kirken er blevet mere klar i spyttet, kan den begynde at tænke på, hvordan den skal formidle budskabet ikke før.
– Før I har fastlagt budskabet, advarer jeg mod at fastsætte formen. Man kan ikke pakke noget ind, som man ellers ikke ville kunne få solgt, og så tro, at den går. I skal vise mig præsten, så skal jeg vise jer strategien. Man skal præsentere det synspunkt, man har. Fremtiden tilhører individet, enkeltpersoner, der taler til samfundet.
– På tv er de første fem sekunder de vigtigste. Derefter kan man altid supplere. Kirken er ikke god til at formulere sig kort og præcist. Man har dyrket akademisk tradition. Man vil helst relatere til alt muligt. Man laver en halvanalytisk læsning eller sightseeing-tur. Det dur ikke i medierne.
Clement Kjersgaards indlæg ruskede som planlagt op i de 130 præster og kirkelige kommunikationsfolk på mediedagen. Han udfordrede især Folkekirkens selvbillede:
– Folkekirken har mistet monopolet de ved det bare ikke! For 50 år siden var det sådan, at hvis man ikke gik i kirke, var man den eneste familie på gaden, som ikke gjorde det. Man skulle forklare, hvorfor man ikke gjorde det. I dag er det modsat. Nu skal man forklare sig, hvis man går i kirke.
Analysen fortsatte:
– Folkekirken skal forstå, at den ikke er en flertalsorganisation. Medlemmerne tror, de skal bibeholde en organisation, hvor der er plads til alle.
Folkekirken er en minoritet, ikke en majoritet. Derfor er det afgørende budskab: Skal vi henvende os til de 20 procent, der ind imellem dukker op i kirken, eller til de 80 procent, som aldrig kommer?
På mange måder er frikirkerne bedre rustet til vores tid end Folkekirken, som er vant til at være et monopol.
Problemet er ikke det gamle evangelium, mener Clement Kjersgaard. Jesus levede for 2000 år siden, og i 1800-tallet var de ikke så meget tættere på Jesus, end vi er i dag. Problemet er, at kirkens sprog i dag er et 1800-talssprog.
– Vi synger salmer af Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig. Det er gammeldags, og med det er det svært at gøre Folkekirken indlysende relevant.
– Hvis jeg havde et mediebureau, ville jeg sige: Kom med præsten, så skal jeg fortælle dig kommunikationsstrategien. Det er ikke formen, det handler om. Det er indholdet. Hvad er det, man vil? Vil man frelse sjæle eller hvad? Eller ønsker man blot at markedsføre kirken som organisation for at holde medlemstallet oppe? Før I har fastlagt budskabet, kan I ikke fastsætte formen, konkluderede Kjersgaard.
Se Sondagmorgen.dk
