Stjerneklar Sarah West
For seksten år siden sang hun hjemme i stuen. For fem år siden i Kirken i Kulturcenteret. Pludselig dukkede hun op i titelsangen til tv julekalenderen Jul i Valhal. Nu har hun en ep på gaden.
Jeg hørte det straks, da jeg lyttede til Sarah West for første gang for seks år siden. Star-quality. Jeg vidste, hendes stemme kunne føre hende langt. For nylig debuterede hun med en ep.
24-årige Sarah West har været længe undervejs, men tiden har ikke været spildt. Den har hun brugt til at skrive sange, skrive flere sange, og skrive bedre sange. Ikke til sig selv men til Martin Brygmann, Johnny Deluxe, Nik & Jay, Sanne Salomonsen, og sidste år til Medina, som med duetten Det Der Gør Mest Ondt strøg helt til tops på hitlisterne sammen med Burhan G. Også megastjernen Rihanna var sidste år klar til at indsynge en af Sarahs sange, men det blev alligevel ikke til noget.
Heldigvis kan Sarah synge dem selv. Og med live-indspilningen Like the Sunrise har Sarah West taget skridtet fuldt ud som sangerinde på syv originale og selvkomponerede numre.
Teksterne handler om livets ups and downs, dilemmaer, hjertekvaler og kærlighed, og om gode oplevelser i opvæksten. Det er altså ikke noget udpræget kristent over dem. Men det er da også først og fremmest Sarah Wests stemme, der betager.
Det er ikke hvem som helst, der kan stille op ved siden af blot en guitar, synge soul og slippe afsted med det. Sarah West kan. Hendes klare, lyse stemme er i verdensklasse, og i et øjeblik så jeg både Kelly Rowland, Rihanna og endda Mariah Carey for mig, da jeg lyttede på sangene. De er fyldt med sjæl og nærvær. Lyt fx til Million Ways som er cden absolutte highlight. Men også Compromise og den lidt rockede Losing You fortjener at blive nævnt.
På epen får Sarah kun assistance af en akustisk guitar, men det gør ikke noget. Tværtimod. Det giver masser af plads til hendes stemme. Resultatet er en behagelig, ukompliceret og nærværende debut-ep, der vinder ved flere genhør.
Steffen