Årsmøde med ’en levende Gud’

”Gud i bevægelse” er temaet, når Dansk Ethioper Mission holder årsmøde i Middelfart 2. april.
Vi tror på en levende Gud, som altid er i bevægelse. En Gud, som er midt i det hele og hører, ser og handler. En Gud, som elsker og derfor også bevæges af menneskers lidelser. En Gud, som sætter sit folk i bevægelse og kalder os til at høre, se og handle.
Det erklærer Dansk Ethioper Mission forud for missionsselskabets årsmøde den 2. april i Lillebæltshallerne, Middelfart.
Dagen begynder med bibelreflektion, fortsætter med årsmødeforhandlinger og glimt fra Dansk Ethioper Missions arbejde i Botswana, Etiopien, Liberia og Guinea.
Når Gud er i bevægelse, må Guds folk også være i bevægelse. Det tema vil Hildegunn Gjesdal Tønnebø fra Normisjon i Norge fat på, hvorefter der drøftes forskellige vinkler på temaet i et åbent forum. Dagen slutter med et aftenprogram under overskriften ”Lovsyng Herren, alle folkeslag!”
/sl