Håb for nyt Libyen – bare ikke for kristne
Situationen for kristne i Libyen vil ikke ændre sig synderligt, hvis Gadaffi bliver vippet af pinden. Det mener Ulla Prien, lektor på Københavns Universitet. Kristne missionærer blev chikaneret under Gadaffis regime i Libyen, men hvis obersten ender med at blive sat fra bestillingen, så betyder det ikke, at kristendommen får nemmere vilkår i landet.
Simon af Kyrene, der bar Jesu kors, kom fra Libyen. Kyrene er nemlig området omkring Benghazi, som er oprørets hovedby. Gadaffis tropper var ved at indtage byen, før FN-mandatet til at beskytte civilbefolkningen blev en realitet, og franske, amerikanske og danske bomber begyndte at falde.
Det faktum, at Simon af Kyrene kom fra området, har ikke just ansporet befolkningen til at blive kristne.
Det kristne mindretal i Libyen udgør nemlig kun omkring to procent af den overvejende sunni-muslimske befolkning. Og det bliver der nok ikke lavet om på, hvis der kommer et nyt regime i landet.
– Der er kun en meget lille del af de kristne, som missionerer. De færdes underground, fordi det er forbudt at missionere blandt muslimer, siger Ulla Prien, studielektor ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.
Hun ser på ingen måde, at det vil ændre sig, hvis et nyt styre kommer til magten – også selvom det skulle blive et demokratisk et af slagsen.
– Selv i et sekulært demokrati, som jeg mener oprøret lægger op til, vil det være utænkeligt. Det vil være alt for grænseoverskridende at give de kristne lov til at missionere.
Ulla Prien har rejst meget i Mellemøsten og taler flydende arabisk. Hun har lagt meget mærke til kulturforskellene landene imellem.
– I Egypten synes mange, at det er vigtigt at fortælle, at de er muslimer. Der er også flere gange nogen, der har prøvet at omvende mig til islam, men det har jeg aldrig oplevet i Libyen, siger hun og forsætter:
– Religion er noget, man bare gør i Libyen. Man taler ikke om det. Derfor synes de fleste også, at kristne bare kan passe sig selv – så længe de ikke missionerer, så må de gerne være der.
Derfor er de libyske muslimer heller ikke aggressive mod kristne på samme måde, som man fx har set flere eksempler på i Egypten.
– Libyere er generelt utilfredse med immigranterne, som de mener tager deres arbejde. Men jeg har aldrig hørt nogen tale om, at deres religion skulle være et problem, siger hun.
– Der er kun en lille gruppe indfødte kristne i Libyen, og så er der en del udenlandske kristne. Det er bestemt ikke en homogen gruppe. Kristne udgør så lille en del af befolkningen og er som gruppe langt fra magten, så de udgør ikke nogen trussel mod nogen. Derfor er de ikke i mere fare nu, end alle mulige andre civile er. Og de vil heller ikke være stillet ringere eller bedre efter et regimeskifte, end de var under Gadaffi – så længe de ikke missionerer, siger Ulla Prien.
