Kristen kvinde befriet fra menneskehandlere

40-årige Shaheen Bibi blev kidnappet af menneskehandlere, voldtaget og solgt til ægteskab med en muslimsk mand. En befrielsesaktion blev sat i værk – og den lykkedes. Siden august sidste år har den pakistanske kvinde Shaheen Bibi været tilbageholdt mod sin vilje af menneskehandlere. De truede med at slå hende ihjel og smide hendes lig i floden Sindh, hvis hendes far ikke betalte en løsesum på 100.000 rupee svarende til cirka 6300 danske kroner inden lørdag den 5. marts.

Shaheen Bibi med sin far. Shaheen tilhører St. Joseph Katolske Kirke i Lahore.

Det hele startede en dag, hvor Shaheen Bibi mødte en kvinde i bussen på vej til arbejde, og som hun fortalte, hvor hun arbejdede. Kvinden dukkede senere op på Shaheens arbejde sammen med to mænd. De tilbød hende et arbejde, hvor hun kunne tjene det dobbelte i løn, og de tog hende med til byen Thokar Niaz Baig i nærheden.
De gav hende te, men de havde puttet noget i, så hun begyndte at miste bevidstheden, mens de to mænd voldtog hende.
Hun vågnede op i byen Sadiqabad i Punjab-provinsen. Her blev hun informeret om, at hun var blevet solgt som hustru til en muslimsk mand ved navn Baksh. Kidnapperne viste hende papirerne på giftermålet, og hun havde også fået et muslimsk navn, Sughran Bibi, datter af Siddiq Ali.
– Jeg spurgte dem, hvem de var, og de sagde, at de var muslimer. Til det svarede jeg, at jeg var en gift, kristen kvinde med syv børn, så det var umuligt for mig at gifte mig med nogen, specielt en muslim, fortalte hun til Copress Direct News.
Kidnapperne gav hende et bedetæppe og prøvede at tvinge hende til at konvertere til islam, men det ville Shaheen ikke og bad i stedet til Jesus om hjælp.
Shaheen fortæller, at Baksh voldtog hende to gange. Men efter at hans mor sagde, at Shaheen var en vedholdende kristen, og at han skulle holde sig fra hende, holdt mændene op med at gøre hende fortræd. I stedet blev hun lænket til et træ.
Kidnapperne gav en frist indtil lørdag den 5. marts, hvor Shaheens far skulle betale en løsesum på cirka 6300 kroner.

Bad uden ophør

Mens hun var lænket, bad hun Gud om hjælp uden ophør.
Efter deadlinen for betaling af den løsesum, som faderen på ingen måde havde råd til at betale, var overskredet, så hun mod himlen i bøn og så et kors på himlen. Hun følte sig straks trøstet og overbevist om, at Guds mægtige hånd ville få hende fri, selvom hendes far ikke havde nogen penge.
Fire gange i løbet af hendes tilfangetagelse besluttede kidnapperne sig for at slå hende ihjel, men alle gange ombestemte de sig.

Løsladelse

Alt imens gik Shaheens far, Masih, til politiet, men de gjorde ingenting for at hjælpe. Kidnapperne havde nemlig taget Shaheen til et afsidesliggende sted mellem byerne Rahim Yar Khan og Sadiqabad, som er styret af kriminelle bander.
Masih søgte i stedet hjælp hos menneskerettighedsorganisationen CDI, som tog sagen op med højtstående politiofficerer i Lahore. De beordrede den lokale politistation til at befri Shaheen.
Natten til søndag den 6. marts lykkedes det så politiet og folk fra CDI at få fat på Shaheen. Kidnapperne overgav hende på betingelse af, at der ikke ville komme et retsligt efterspil.
Shaheen ankom til Lahore mandag den 7. marts, og gennem sin advokat fortalte hun, at hun vil sagsøge bagmændene. Hun fortalte også, at 10 andre kvinder blev holdt som gidsler, sammen med hende.