Noget Rohd

Ved EU-valget i 2009 manglede den kristne politiker Tove Videbæk ikke mange stemmer i at komme ind som de Konservatives nr. 2. Istedet fik Venstre et mandat mere. Stemmerne gik bl.a. til at sikre Jens Rohde…
Hvis man nu bare var borgerlig, så kunne det måske være lige meget. Men hvis man ser på personernes holdninger og karakter, så er det en helt anden sag.
Jens Rohde har netop (igen) gjort sig bemærket ved at linke et videoklip til sin facebook. På klippet ser man en mand løbe rundt og trække nederdele og bluser ned på kvinder på busstoppesteder, så man kan se deres bryster og bagdele… Det synes dette danske europaparlamentsmedlem fra et respektabelt dansk regeringsparti åbenbart er sjovt. Tilmed nævner han statsministerkandidat Helle Thorning i forbindelse med sit totalt upassende link. At linket kommer fra en pornoside gør ikke sagen bedre.
De danskere, som i 2009 stemte på Rohde eller bare på hans parti, må have en underlig smag i munden.
Men her ser vi et eksempel på, hvor galt det kan gå, når vi ikke som vælgere er mere bevidste om de personer, vi stemmer ind. Tænk på det til det kommende valg!
I Rohdes tilfælde er det vel udtryk for et meget forsinket pubertetsoprør. Men der er efterhånden mange politikere og offentlige personer, der slipper af sted med at nedgøre kvinder. Stadig oftere fremstilles de blot som sexobjekter i film, reklamer – og nu politik.
Det var ikke gået i rødstrømpernes tid. Hvorfor finder kvinderne sig i denne offentlige nedgøring?
Det hænger formentlig sammen med den forvirring af moralen, som er fulgt i hælene på pornografien.
Liberale politikere og kulturpersoner har fået os til at acceptere alt for meget i frisindets navn. Gå til modstand! Det er ikke håbløst. Der skal slet ikke så meget til, før samfundsmoralen ændres – i dårlig eller god retning.
Overlad det ikke til folk som Rohde at sætte samfundets standard. Kæmp for den gode moral og et anstændigt samfund.

Af redaktør Henri Nissen