En stor tro på en stor Gud

Af Peter V. Legarth. Theol. dr. og professor ved
Menighedsfakultetet i Århus.
Sygdom er et angreb på livet, men kan også blive et angreb på troen. Sygdom kan nemlig føre til bitterhed, og sindet kan fryse til.

Peter V. Legarth

Nytter det overhovedet at tro? Nytter det at bede? Hvis Gud er en levende virkelighed, hvorfor viser han det så ikke? Eller findes Gud kun i en fjern verden og ikke i min verden?
Spørgsmålene kan vælte én omkuld, så man mister modet og mister troen.
Kvinden i søndagens tekst havde en datter, der var plaget af en dæmon. Den situation kunne nok friste til fortvivlelse og indelukkethed, men hun råbte i sin ulykke til Jesus: ”For­barm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hun kom til Jesus med sin ulykke.
Kvinden mødte imidlertid den ene forhindring efter den anden. Hun var en hedning, en ikke-jøde, uden rettigheder af nogen art. Det er ubegribeligt, at hun ikke gav op. Men det gjorde hun ikke. Hun trængte sig på. Ihærdigt og vedholdende. Selv oplevede hun givetvis, at hun havde en desperat tro, men Jesus sagde til hende: ”Kvinde, din tro er stor.”
En levende tro er en kæmpende tro. Én, der ofte må kæmpe med Gud og løbe Gud på dørene. Den bedende får ikke altid svar første gang. Men troens menneske hol­der ud og beder og tror på trods. Ganske ofte er troen en tro på trods af al fornuft og sandsynlighedsberegning.
Kvindes tro var også i en anden forstand stor. Hun troede på noget stort. Hun klyngede sig til en stor Jesus og stolede på, at Jesus ikke blot var sendt til Israel, men også til en hedning som hen­de. Og Gud være lovet for det. For så er han også sendt til hedninger som os.

Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: ”Herre, hjælp mig dog!”
Matthæusevangeliet 15, 25.

En stor tro er en tro, der har en stor Gud. Ja, i virkeligheden er det vigtige ikke, at troen er stor, men at Gud er stor.
I kvindens situation sker der det uudgrundelige, at hendes datter bliver helbredt. Det er en for­underlig gave, når Gud opfylder vore ønsker og river et menneske ud af sygdommens læn­ker. Det er trosbekræftende og livsbekræftende, når vi får håndgribelige vidnesbyrd om, at Gud har grebet ind og har kureret en sygdom, hvad enten Gud har brugt læger og medicin, eller helbre­del­sen er sket på en mirakuløs måde. Et godt helbred er en kostelig gave fra Gud.
Men hvad så, når underet ikke sker? Mange har tryglet og bedt om helbre­delse, men de fik ikke deres ønske opfyldt. Og det store hvorfor? trængte sig ind på livet af dem. Har troen da været for lille, så at Gud ikke greb ind? Skal vi slutte som så, at den, der er syg, har en tro, der er for lille? Nej, nej og atter nej.
Man kan næsten fornemme Jesus sige: ”Vig bag mig, Satan!” For det er et satanisk bedrag at forestille sig, at man bliver rask i samme grad, som man har tro. Hvis det var tilfældet, var det i virkeligheden ens egen skyld, at man ikke blev rask. Man kunne jo bare have haft en større tro.
Gud være lovet, når han helbreder, men han svigter ikke den, der ikke bliver helbredt. Gud er på de svages og de syges side. Gud er på en særlig måde nær hos den, der i fortvivlelse må kæmpe med sin sygdom. Logiske forklaringer får det men­ne­ske ikke, men det får et ord fra den levende og elskende Gud: ”Du er min. Jeg er hos dig. Du er min dyrebare øjesten. Jeg glemmer dig aldrig! Jeg fører bog over din elendighed, og dine tårer er samlet i min lædersæk” (Salmernes Bog 56,9).
Den store tro er en kæmpende tillid til Gud, også når han ikke helbreder. Netop den tro er stor, der ikke vil slippe Gud. For Gud er den, der aldrig slipper.