Dan tryller sig ind i unge hjerter
Hvordan nå unge med det kristne budskab? Det er temaet for OM Danmarks årsmøde 30. april. Operation Mobilisering (OM) har i mange år sendt danskere ud på kortere og længere missionsture til verdens lande og på havet med skibene Logos, Doulos og Logos Hope.
Men på årsmødet i Skovlunde Frikirke den 30. april retter OM Danmark fokus på den udfordring, mange danske kirker står over for: Hvordan kan vi forstå og nå ind til nutidens unge med evangeliet om Jesus?
Derfor har OM inviteret Dan og Suzie Potter, USA, til konferencen som undervisere.
For 25 år siden var Dan Potter en ung, talentfuld tryllekunstner med mulighed for at skabe en karriere inden for trylleshows.
Men indeni var en længsel efter at bruge evnerne til noget dybere end underholdning. Derfor valgte han med sin kone Suzie at bruge de kreative evner for tricks, visuelle medier og humor til at formidle et radikalt budskab om efterfølgelse af Jesus til unge.
Siden da har Dan og Suzie Potter startet TEENSTREET, der er OMs store konference for teenagere, som holdes hvert år i Tyskland, Uruguay, Brasilien, Malaysia og nu også i Sydafrika.