Etisk Råd: Abortede fostre skal begraves – men ikke før uge 12

Etisk Råd kom for nylig med anbefalinger om, hvordan aborterede fostre skal behandles i sundhedsvæsnet. Rådet var enige om, hvordan fostre, der er mere end 12 uger gamle, skal behandles. Men et flertal i rådet mente ikke, at retningslinjerne også skulle gælde for fostre under 12 uger. Medlemmerne af Etisk Råd er enige om, at der bør være fælles retningslinjer for aborterede fostre, men et mindretal i rådet vil have, at disse retningslinjer også skal gælde for fostre, der er yngre en 12 uger.

Edith Mark, og cand.cur og medlem af Etisk Råd.

Sagen har sin begyndelse i starten af året, hvor Odense Kirkegårdskontor og Universitetshospitalet henvendte sig til Etiks Råd med et spørgsmål. De bad rådet tage stilling til, om det er i orden, at 10-15 fostre kremeres i samme kiste og nedgraves i fælles urne i en anonym grav.
Det havde rådet ikke indvendinger imod, men de blev også enige om, at sagen skulle drøftes nærmere, fordi der ingen retningslinjer var på området. Det var derfor op til det enkelte sygehus selv at bestemme, hvordan det ville håndtere fostrene.
Rådet er nu kommet med sine anbefalinger, som lyder, at der bør være fælles fodslag landet over omkring de aborterede fostre.
– Det er meget interessant, at det viser sig, at næsten alle sygehuse i praksis har udvist fælles moral på området. De fleste har haft en praksis på at nedgrave fostrene, der er aborteret efter 12. uge. Det er et levende eksempel på sundhedsvæsenets moral, der har udviklet sig på baggrund af omsorg for forældre og respekt for fosteret, siger Edith Mark, og cand.cur og medlem af Etisk Råd.

Anbefalingerne

Rådets 17 medlemmer anbefaler, at alle sygehuse bør tilbydes anonym nedgravning af fostre efter uge 12. For aborterede fostre, der er mere end 22 uger gamle er der allerede faste regler på plads.
Rådet mener også, at forældrene altid skal inddrages i beslutningen om, hvordan aborterede fostre efter uge 12 skal håndteres.
Etisk Råd er enige om, at der bør være fælles retningslinjer, men et mindretal på seks medlemmer i rådet mener også, at disse retninglinjer bør gælde for fostre, der er yngre end 12 uger.

Vanskelig debat

Det kan måske virke som en selvfølgelighed, at der bør være ens regler for alle landets sygehuse, men det er alligevel en meget følelsesladet debat, som rådet har kastet sig over.
– For nogle er det en stor provokation, at der bør være fælles retningslinjer, fordi det er det samme som at sætte spørgsmålstegn ved kvinders ret til fri abort, forklarer Edith Mark.
Hvis fostre skal nedgraves, ja, så må det også betyde, at de har menneskelig værdi og ikke bare er affald. Det kan jo lyde meget logisk, men for nogle betyder det også, at der sås tvivl om kvinders ret til fri abort, og så kan diskussionen pludselig blive sort/hvid, mener Edith Mark.
– Det er et dilemma, ja, men abort er et dilemma. Jeg synes, at det er positivt med fælles retningslinjer. Jeg kan så være uenig i, hvornår de skal træde i kraft.

Uenige om de 12 uger

Edith Mark er nemlig et af de seks rådsmedlemmer, som mener, at reglerne også skal gælde for fostre, der bliver aborteret, spontant eller provokeret, før 12. uge.
– Min holdning er, at livet begynder ved undfangelsen. 12 uger er en grænse, som man har fastsat juridisk i forhold til retten til fri abort. Derfor synes jeg også, at fostervæv skal behandles med samme respekt som aborterede fostre efter uge 12.
Edith Mark så altså også gerne, at alle aborterede fostre bliver nedgravet på en kirkegård, og hun mener bestemt ikke, at retningslinjer kun skal gælde for fostre, der er ældre end 12 uger.

De står med valget i hånden

– Det er jo ikke fordi, jeg mener, at man nødvendigvis skal gøre et kæmpe nummer ud af det. Det behøver ikke være svært og omstændeligt for sygehusene at agere med respekt, siger hun.
For Edith Mark handler det om, at fostre og fostervæv ikke bare bliver smidt i samme spand som affaldet.
– I en abortklinik står man med valget i hånden, og her kan man vælge at lægge fostervævet i en anden spand. Kvinder i Danmark har ret til at afbryde graviditet inden 12. uge, siger hun og tilføjer:
– Det ændrer ikke på, at det var liv, der boede i hende, en kort tid. Jeg mener, at det er respektfuldt, at det aborterede foster ender i en anonym nedgravning frem for en affaldssæk. Det er jo ikke en kæmpe omstilling, og man kan lige så godt opføre sig ordentligt og gøre det respektfulde, når man står med valget i hånden.
Det er nu op til politikerne på Christiansborg, om Etisk Råds anbefalinger skal følges.