Dameblads- religiøsitet vinder frem
Traditionelle dameblade går op i mystik udefra, mens nyere dameblade til yngre kvinder handler om at finde sundhed og sandhed inde i sig selv. Danskernes religiøsitet er hverken kirkelig eller dogmatisk. Tidens religiøse strømninger er snarere vendt mod mystiske hændelser som ånder og spøgelser og pludselige mirakler eller spirituel søgen efter sandhed og en sund hverdag gennem erkendelser hos én selv.
Det viser en undersøgelse fra Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet i forbindelse med E-årbogen i samtidsreligion. Centret har studeret danske dame- og familieugeblade i uge 7, 2010: Femina, Alt for Damerne, Søndag, Familie Journalen, Ude og Hjemme, Hjemmet, Psykologi og Nettos gratisblad Lime.
– Hvis man leder efter omtale af kristendom eller ordet religion i damebladene, går man stort set forgæves. I uge 7s sortiment nævnes hverken Gud, Jesus eller Folkekirke, og ordet religion optræder kun i enkelte interviews, hvor den interviewede tager afstand fra det, fortæller Iben Krogsdal fra Afdeling for Religionsvidenskab ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
Bladene bugner til gengæld af artikler, der behandler forholdet mellem krop, sind og ånd og lægger spirituelle perspektiver på hverdagstilværelsen, fortæller Iben Krogsdal:
– Næsten alle blade har eksempelvis små indslag om astrologi og/eller et fast ugentligt horoskop for alle stjernetegn, hvor læserne kan læse om deres uge ud fra deres soltegn. Og i de fleste blade anmeldes bøger, der omhandler selvudvikling ud fra et spirituelt perspektiv, skriver hun på csr.dk.
Men der er også markante forskelle på bladene, som Centret inddeler i to kategorier: I blade, der især henvender sig til kvinder over 50, som ikke nødvendigvis er højtuddannede, bliver der i høj grad skrevet om det uforklarlige, det mystiske, det skjulte og det alternative.
Men det kendetegner ikke blade som Femina, Lime, Alt for Damerne og Psykologi. Her skrives i stedet om spiritualitet eller sandhed, der kommer inde fra den enkelte selv. Læserne opfordres i stort omfang til at vende blikket indad, til at lytte til deres egen indre stemme og til at finde ind til deres egen sandhed.
– Man kan lidt groft sammenfatte spiritualitetsmoden under én overskrift: Et stærkt fokus på udrensning og på nuet, fortæller Iben Krogsdahl og henviser til artikler om boligindretning, tøjmode, parforhold, sexliv, karriere og sundhed, som direkte eller antydningsvist kobler disse temaer med spiritualitet.
– Der tales om oprydning, udrensning, mental rengøring, renhed og detox. Vendinger som at sige fra og at finde de sande værdier bruges ofte.
Iben Krogsdahl konkluderer:
– Denne spiritualitet forstås som det enkelte menneskes helt unikke udviklingsrejse, der ikke knytter sig til en konkret religion, men som kan give et konkret afkast i form af fx et mere tantrisk og gnistfyldt sexliv, et mere udviklende og effektivt arbejdsliv, en mindre stresset hverdag, et stærkere parforhold, bedre energier i hjemmet eller en sundere krop.