– Jeg er vildt dårlig til at være kristen
Udfordringen har besøgt forfatter og læge Thomas Teglgaard i hans skriveværksted i Græsted til en snak om hans nye bog, bibeltro og om den tur, han fik i mediemøllen i 2004 på grund af bogen Uddrift. Dæmondoktor. Ham, den kristne læge. Det er prædikatet, der klistrer til Thomas Teglgaard efter virakken omkring hans bog Uddrift fra 2004. Det er helt rigtigt, at Thomas er læge, kristen og tror på, at mennesker kan blive besat af ånder. Det står jo i Biblen. Men prædikatet dækker også over grundlæggende fordomme i lægeverdenen, som ikke er til at ryste af. Det har fået konsekvenser for Thomas virke som læge – men har aldrig rystet hans tro.
Thomas er nu ansat på et misbrugscenter i København, men før det, så skulle han hver gang til jobsamtaler redegøre for sin tro. Der er nemlig mange meninger om Thomas Teglgaard, og de fleste kan let findes, hvis man googler hans navn. Da han for eksempel søgte et job som alkoholbehandler, var det et tydeligt problem, at han var kristen og kendt for at have meninger om dæmoner. Kunne han nu også være en god læge med den baggrund?
– De mente ikke, at jeg kunne møde folk fordomsfrit, når jeg var kristen. Og det var ikke muligt for mig at forklare, at det kunne jeg altså godt, fortæller Thomas, der finder det ironisk, at de tvivlede på hans fordomsfrihed, når de stillede sådanne spørgsmål.
– Jeg ved om nogen, hvor svag jeg er. Jeg kan ikke engang gå forbi fire nougatmus i supermarkedet. Så hvordan skal jeg kunne dømme nogen, der ikke kan gå forbi alkohol, som de er fysisk afhængige af? spørger han.
– Jeg kan sådan set godt forstå dem. De er jo bange for, at der kommer en eller anden religiøs fanatiker, der vil forsøge at drive alkoånder ud, siger han.
Thomas skal altså starte med at forklare, at han ikke er en del af en kult, og at han nok skal lade være med at udføre djævleuddrivelser på folk. Hvis der endelig skal uddrives noget af nogen, så er det præster, der er eksperter – ikke læger eller forfattere, mener han.
Det hele startede i 2004 med bogen Uddrift, der handler om en kvinde, der bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Lægen, der tilser hende, begynder at tvivle på, om kvinden er sindssyg eller besat. Da Uddrift blev udgivet, var Thomas ansat på Hillerød Sygehus. Han blev kontaktet af en journalist, der ville vide, om det var noget, Thomas selv troede kunne ske i den virkelige verden. Thomas fortæller, at det er muligt, og at det i hvert fald ikke kan eller bør udelukkes.
– Og så var der ellers ballade, siger Thomas.
– Min pointe har hele tiden været, at i det øjeblik vi siger, at det ikke eksisterer som en mulighed, så har vi også afskåret os selv muligheden for at hjælpe, hvis der nu er en, der er besat.
Men ligegyldigt hvor meget Thomas prøvede at understrege dette, så hjalp det ingenting. Møllen drejede helt af sig selv, og Thomas fik mundkurv på af sine arbejdsgivere, kom til tjenstlig samtale, blev kaldt dæmonlæge i pressen, og flere kolleger tog afstand fra ham.
Thomas var ansat i en tidsbegrænset stilling, så da han forhørte sig ved ledelsen om mulighederne for forlængelse og fik det forkerte svar, så valgte han selv at fratræde sin stilling.
Turen i mediemøllen var hård for Thomas, der i samme periode mistede sin far og fik diagnoser på, at to af hans børn var handicappede. Her var troen en konstant og et holdepunkt i en turbulent periode af Thomas og familiens liv.
– Den var et forankret håb. Alt står og falder med, at Jesus vil kendes ved mig over for Gud. Og vil han det, så er alt andet ikke vigtigt, siger Thomas.
Han er da heller ikke bitter på Gud over, at han er gået meget igennem tværtimod.
– Jeg har ikke antydning af vrede over for Gud. Hvis bare jeg kan få lov til at blive bevaret i troen og tilhøre ham, og han vil tilgive mig mine synder, så jeg over for ham står fuldstændig ren og retfærdig, så er jeg midt i alt det svære fuldstændig lykkelig og har fred. Og det kan jeg slet ikke tie stille med, siger han.
Og hvordan gør man så det? Jo, det er simpelt nok, man tyer til Biblen.
– Det er i Biblen, at sandheden ligger, og det er også budskabet med min nye bog, siger han.
Normalt er Thomas Teglgaards romaner nutidige krimier, men Tårnet i Sinear handler det om bibelsk historie og personer. Omdrejningspunktet er Noah og hans familie, der går i land efter syndfloden, og som er med til at grundlægge den første by i landet Sinear, hvor beboerne ønsker at opføre et tempel i Guds ære. Da templet indvies, sender Gud sprogforvirringen, og alle forestillinger om fred mellem mennesker nu og i fremtiden forsvinder.
For Thomas handler romanen om, at vi mennesker ikke skal skyde Gud noget i skoene. Der er ikke mange forskellige veje til Gud, og der er heller ikke mange forskellige former for tilbedelse, der behager Gud. Der er kun én.
– Hvad var det, Babelstårnet var? De byggede et tempel og tilbad Gud, men ikke på den måde Gud har sagt, at de skulle gøre. De ville improvisere og give ham noget af deres eget. Men der er kun én måde at tilbede Gud på, og det er ved at tro på hans søn Jesus Kristus. Det er sand gudsdyrkelse. Og det er det, jeg gerne vil fortælle med den her historie, siger Thomas og tilføjer:
– Det kan se nok så fromt ud, det vi gør, og vi kan bygge nok så højt, og vi kan endda bygge himlen lige her på jorden og kalde det Jesus og Helligånd, men alligevel have Gud imod os, og så vil Guds dom være over os.
Bogen har været undervejs siden 2001, og der har været mange udfordringer på vejen, som har gjort, at det tog lang tid. Især er han klar over, at mange vil være uenige med ham i, at Noah levede på samme tid, som Babelstårnet blev opført, men sådan mener han, at Biblen skal læses.
I det hele taget har Biblen været rettesnoren i skriveprocessen.
– Der er mange forskellige fortolkninger og udlægninger af, hvornår Babelstårnet blev opført i forhold til syndfloden altså taler vi om 100 år efter eller meget mere? Men hvis man læser Biblens beretninger, som de er, så falder tingene bare på plads. Pludselig giver historien mening på en helt anden måde, som har samklang med både det, der kom før, og det, der kom sidenhen, siger han.
– Jeg har fundet ud af, at det var de første generationer efter syndfloden, der ville samle sig om et fælles projekt i tilbedelse af Gud Noahs gud. Og så sker der det frygtelige, at Gud fælder sin dom over det og siger: Det der er ikke mit tempel, det er ikke andet end et tårn.
Thomas er klar over, at der nok er mange, der ikke vil være enige i den udlægning af begivenhedernes gang. Men budskabet fra historien om Babelstårnet står meget klart for ham, og det er et budskab, der stadig er brug for den dag i dag.
– Der er kun én sand form for tilbedelse, og det er troen på Jesus, siger han.
– Vi tror ofte, at kampen er imod synden – og vel er det også det, men den virkelig kamp er kampen for evangeliets sandhed, nemlig at Jesus er død for dine, mine og alle menneskers synder. Og omvend jer så, så I kan fordele det, siger Thomas.
Thomas eget liv som kristen var i barndomsårene præget af dårlig samvittighed og skyldfølelse, og derfor gjorde han som ung oprør mod den sure kristendom. Han følte ikke, at han kunne leve op til idealet om den gode kristne. Men i sommerferien mellem 1. og 2.g gik det op for ham, at en dag skulle han møde Gud og dømmes, og så måtte der jo ske noget.
– Der skete det, at Gud er mig så nådig, at han lader mig gribe om evangeliet. Det vil sige, at jeg bliver overbevist om, at jeg er en fortabt synder, og derfor har Jesus frelst mig. Det er kun Helligånden, der kan overbevise én om det. Og ved tro på Jesus, så har jeg, uanset hvad jeg så ellers føler, fred med Gud.
Siden dengang er der sket meget i Thomas liv, men troen er forblevet urokkelig.
– Gud har beriget mig med en overordentlig stærk tro. Men jeg er afsindig dårlig til det med at være kristen. Det der med at gøre gode gerninger og komme sine synder til livs, det er jeg ikke særlig god til.
Så selvom tvivlen er holdt i arve, så er der stadig mange, hårde kampe i det kristne liv, ifølge forfatteren.
– Vi kan ikke tro på Jesus, hvis ikke Helligånden holder os fast i troen. Derfor bliver vi nødt til hver dag at bede for hinanden og os selv om, at vi må blive holdt fast i troen, fordi det er en kamp. Og den der ikke ved, at det er en kamp, taber kampen. Sådan er det bare. Hvis vi ikke kæmper, mister vi troen medmindre andre beder for os.
