Danske unge er blufærdige på trods af pres fra medier

Selvom medierne bombarderer med nøgenbilleder er unge blufærdige omkring kroppen.
Den unge generation bliver stadig mere blufærdig, grænsende til nypuritanske, konstaterer ungdomsforskere på baggrund af en ny dansk undersøgelse fra YouGov til avisen 24timer.
Undersøgelsen viser, at 15 pct. af teenagepigerne aldrig går til idræt, fordi de ikke vil gå i bad sammen med andre. Og af de piger, som trods alt vælger at gå i bad, synes en tredjedel, at det er flovt. Der er også stigende krav om bruseforhæng i fx svømmehaller – og ikke kun fra muslimske brugere, skriver Berlingske.dk.

Nægter at gå til læge

Blufærdighed holder også flere end en tredjedel af unge under 30 år fra at gå til lægen, hvis problemet handler om de intime kropsdele. Hele 40 pct. af unge mellem 18 og 40 år synes, det er ”pinligt” at gå til lægen med problemer syd for bæltestedet.
– Der er nogle enorme paradokser. For samtidig med, at de færreste unge piger i dag ville lægge sig topløse på stranden, så ser vi jo unge udstille sig selv både på TV i fx Paradise Hotel og på Facebook, hvor folk lægger de mest intime detaljer frem om sig selv, siger lektor Hilda Rømer Christensen fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet til Berlingske.dk.

Skam over det uperfekte

Men ifølge Thomas Johansson, professor i socialpsykologi ved Göteborg Universitet, er blufærdigheden et resultat af den voldsomme fokusering på den perfekte krop gennem de seneste 10-15 år:
– Unge er i dag meget mere fokuseret på kroppen og meget mere bevidste om, at den skal være perfekt. De bekymrer sig hele tiden om, hvordan de ser ud, siger Thomas Johansson, der bl.a. forsker i unges kropskultur.
– Tilbage i 1960erne og 70erne gik man selvfølgelig også op i, hvordan man så ud, men slet ikke i samme grad. I dag er der meget mere skam omkring det, at kroppen ikke lever op til ens idealer. På TV bliver vi fodret med unge, smukke kroppe, og hvis man ikke lige ser sådan ud selv, føles det som en mangel.
/sl