Egyptens premierminister genindvier ødelagt kirke
Den koptiske kirke i Cairoforstaden Imbaba, som blev brændt ned under sidste måneds religiøse uroligheder, er nu blevet genopbygget for offentlige midler – næsten 2 millioner dollars.
For nylig åbnede premierminister Essam Sharaf den genopbyggede kirke. Han deltog sammen med indenrigsministeren og flere udviklingsministre samt lokale embedsmænd i den kirkelige genindvielse, skriver det assyriske internationale nyhedsbureau AINA. De religiøse uroligheder i begyndelsen af maj kostede 15 dræbte og 230 sårede, og kirken blev brændt ned. En kilde i det militære råd, som foreløbigt styrer Egypten, mener ikke, kirkeafbrændingen var religiøst motiveret, men derimod begået af væbnede kriminelle, der støtter den tidligere præsident Mubarak. Sharaf udtalte, at genindvielsen var en handling, der skal forene muslimer og kristne i landet. De kristne udgør mellem 10-15 procent af befolkningen.