Hemmelige møder om Israels fremtid

Amerikanerne arbejder på at få israelerne og palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet.Israelske og palæstinensiske repræsentanter har de sidste dage haft hemmelige samtaler i Washington i bestræbelser fra Det hvide Hus’ side på at genstarte fredsprocessen og dermed komme på tværs af palæstinensernes forsøg på at få godkendt en stat ved en FN-afstemning til september.
Amerikanske diplomater og højtstående embedsmænd har i Washington haft ”indirekte forhandlinger” med israelske og palæstinensiske udsendinge for at prøve at lodde, om deres indstilling vil kunne føre til en ny tilnærmelse.
– Vores møder er gået ud på at arbejde for at få de to sider til at vende tilbage til forhandlingsbordet, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.
Israels repræsentant over for amerikanerne er statsminister Binyamin Netanyahus særlige udsending, Yitzhak Molcho, mens palæstinenenserne er repræsenteret af den tidligere forhandlingchef Saeb Erekat og af præsident Mahmoud Abbas’ talsmand, Nabil Abu Rudeineh. De har haft separate møder med amerikanske diplomatiske ledere, heriblandt David Hale.

Uventet besøg

Udenrigsminister Hillary Clinton kom på ”uventet besøg” under Hales samtale med Erekat for at få øje på eventuelle fremskridt og hjælpe parterne videre.
Det amerikanske initiativ til indirekte, hemmelige møder med de to sider er tillige for at prøve at presse Netanyahu til at acceptere præsident Barack Obamas synspunkt, at 1967-grænserne med aftalte landudvekslinger skal være grundlaget for nye forhandlinger.
En kilde i det israelske statsministerium siger, at USA havde indbudt israelere og palæstinensere til Washington. – Som reaktion på et fransk initiativ til at afholde israelsk-palæstinensiske fredsdrøftelser i Paris i næste måned, på basis af Obamas tale om en ”fredsformular” den 19. maj.
Amerikanerne menes at foretrække, at de fortsat står i spidsen for fredsprocessen. Den franske udenrigsminister, Alain Juppe, der for nylig besøgte Mellemøsten for at fremsætte indbydelsen til en konference i Paris, er nu i USA, hvor han har drøftet det franske forslag med udenrigsminister Clinton.
På en fælles Clinton/Juppe pressekonference efter deres møde kastede Clinton koldt vand på det franske initiativ ved at sige, at det ikke ville være ”produktivt” at have et sådant møde nu, idet der ikke var nogen forsikring fra de to parter om, at de ville vende tilbage til forhandlingsbordet.
– Vi er stadig i en vent og se-situation, sagde Clinton.
Amerikanerne prøver nu på at finde frem til, om parterne vil gå med til en genoptagelse af fredsforhandlinger, baseret på Obamas forslag.
I Washington er det imidlertid opfattelsen, at chancerne for dette er meget små.