Kantine-dame nægter at lade børn sulte i ferien
Mange børn fra fattige familier i USA er afhængige af den gratis frokostordningen, de har på offentlige skoler i landet. Skolemadordningen omfatter 32 millioner børn fra fattige familier. Men når skoleeleverne går på sommerferie, så lukker kantinen, og børnene må undvære det daglige frokostmåltid.
Men i byen Thomasville er der en kantinedame, som nægter at lade byens fattige børn gå sultne i seng, fortæller CBS NEWS. Hver dag i løbet af sommeren kører Brenda Watford og hendes team af medhjælpere 1500 gratis måltider ud til børnene i byen.
Brenda Watford arbejder til dagligt i kantinen i en af byens skoler, hvor 88 procent af eleverne enten får tilskud til frokosten eller helt gratis mad. Så hun kender om nogen behovet for et gratis, sundt, dagligt måltid til børnene.
– De venter på os dernede hver dag. Det er lige meget, om vi er fem eller ti minutter forsinket. De står og venter på os, fortæller hun til CBS NEWS.