”Oplev dit mirakel” i Aalborg

Pinsekirken i Aalborg skaber ny gudstjeneste med Carsten Jensen og Inge og Hans Berntsen.De seneste 12 år har han været et kendt ansigt på den lokale tv-station AKTV i Aalborg, men nu er Carsten Jensen blevet ansat som assisterende præst i Pinsekirken Aalborg.

Carsten Jensen (th) sammen med Inge og Hans Berntsen.

Præst er ikke en ny rolle for den 57-årige nordjyde, der tidligere har været frikirkepræst flere steder i landet. Men fra den 28. august gælder det Aalborg, hvor han skal stå i spidsen for et helt nyt tilbud – en cafégudstjeneste med Inge og Hans Berntsen fast tilknyttet.

Cafékirke

– Folk kan forberede sig på en noget anderledes kirkeform. Vi kalder det cafékirke, hvor man sidder ved borde og drikker kaffe og te i en afslappet og mere nær atmosfære end sædvanlig, fortæller Carsten Jensen, der også lover god musik i en blanding af traditionelle kristne sange og glad gospel.
Når han slår dørene op til den første gudstjeneste, der foregår søndag den 28. august kl. 13, er det i samarbejde med Hans og Inge Berntsen, som kirken har samarbejdet med gennem flere år.
– Hans Berntsen kommunikerer evangeliet så letforståeligt, at alle kan være med, og samtidig sætter han fokus på Guds kraft til helbredelse. Derfor har Inge og Hans stået med nøjagtig de samme drømme om at skabe et nyt gudstjenestefællesskab, siger Dan Sørensen, ledende præst i Pinsekirken.
Hans Berntsen har sammen med sin kone Inge holdt hundredvis af møder i hele landet de seneste 30 år, hvor han taler om emnet livskvalitet, og hvor de begge beder for syge. De har oplevet flere mennesker vende tilbage til deres møder igen og igen og ønsker derfor at være med til at bygge et fællesskab, hvor man kan få mere ud af det end blot de få møde-oplevelser.

”Oplev dit mirakel”

Gudstjenesterne har fået titlen ”Oplev dit mirakel”. Og for Carsten Jensen har dette emne fået en dybere personlig betydning, siden han efter et trafikuheld fik piskesmæld. Han lider stadig under smerter, og den nye stilling er derfor også et flexjob.
– Det har været svært at sige ja til jobbet, fordi jeg selv føler, jeg er ramt. Men igennem de behandlinger jeg har gået til, har jeg mødt masser af mennesker, der har oplevet det samme som mig. Jeg går ind i dette, fordi jeg tror på helbredelse og har set mange, hvor Gud har grebet ind i deres liv, siger Carsten Jensen, der oplyser, at det er gratis at deltage i gudstjenesterne for alle.