Jens hejste Jesus op i masten på sit skib
En frimodig nordjyde har talt og bedt med hundredevis af besøgende på sin blomsterbåd i Sæby denne sommer – måske også en engel…!En dag inviterede en Aglow-pige Jens Larsen til et møde i en lille frikirke i Sterup. Det blev begyndelsen på et helt nyt og spændende liv.
På mødet blev der nemlig bedt for Jens og hans dårlige ryg – og han blev helbredt.
– Jeg så, hvordan mit ben voksede 15 cm ud under forbønnen, fortæller han begejstret.
Det var dét, der skulle til for at Jens Larsen overgav hele sit indviklede liv til Jesus.
– Efter at jeg havde skrællet biler i 22 år var jeg i 2003 så skadet i min ryg, at jeg blev sendt på genoptræning i Århus, fortæller fiskerdrengen fra Gl. Østerby på Læsø.
– Ja, jeg kom jo egentlig fra en familie, der var præget af Indre Mission, men jeg var væk fra troen i masser af år.
I stedet interesserede jeg mig for zoneterapi og andre former for healing i 30 år.
Men jeg havde det dårligt og mit ægteskab røg også.
Da jeg kom til genoptræning i Skåde ved Århus, mødte jeg en masse stakler, som havde det elendigt. Jeg fik den idé at indrette en bil som rullende zoneterapi-klinik, så jeg kunne tage rundt og heale de syge.
Mens jeg var i gang med at gøre en bil i stand, var der frilufts-gudstjeneste på havnen. En pige fra kvindeforeningen Aglow kom og inviterede mig til et møde. Og jeg var jo søgende, så jeg tog med.
– Da jeg oplevede selv at blive helbredt og tage imod Jesus, syntes jeg, at det var alt for godt til at holde for mig selv.
Så jeg købte en båd, som nogle svenskere havde efterladt. De ville have været på verdensomrejse, men kom ikke videre end til Sæby.
Jeg satte båden i stand, skiftede søventilerne og malede den. Og så hejste jeg et billede af Jesus op i masten, fortæller Jens Larsen.
Det vakte naturligvis en vis opsigt på havnen. Snart myldrede det med folk, som ville se Jesus-båden og snakkede med Jens Larsen.
– Jeg snakkede uafbrudt med folk fra om morgenen til henved 17-tiden, før jeg fik noget at spise. Så tilbød vennerne fra Aglow at hjælpe til, så jeg kunne få noget hvile ind i mellem. I løbet af de første fem uger talte vi og bad med over 400 mennesker i min båd. Havnefogeden kaldte det for en flydende kirke.
Mens de fleste har været positive og interesserede, har der også været enkelte, som hånede og provokerede Jens.
– En dag lagde en båd til ved siden af min. Der blev drukket meget og festet dagen lang. De spillede så høj musik, at der var som blæst for mennesker på kajen. Ingen kunne holde larmen ud. Jeg var den eneste, som blev her i båden.
De råbte og skreg og truede med at pille Jesus ned fra masten. En af dem røg også i fuldskab i vandet og var nær druknet.
Til sidst blev det for meget også for mig. Jeg gik ned i kahytten og bad Gud om at stoppe larmen. Da jeg kom op, stod der en høj lyshåret kvinde med en blå strikketrøje på havnen. Ca. 190 cm. høj. Jeg spurgte, om hun ville ned og se skibet, men hun svarede ikke. Hun kom bare ned på skibet og gik en runde og kom så straks ud og stod midt i rummet. Jeg sagde noget til hende, men hun gik udenom mig og op igen. Ansigtet var ligesom lidt grovere end en kvindes, så jeg tænkte på, om det mon var en mand. Der var noget, der ikke passede, tænkte jeg.
Da jeg kom ud, var der blevet fuldstændig stille – og personen var væk.
Jeg kiggede rundt på havnen, men der var ingen at se i 500 meters afstand.
På nabobåden lå der en døddrukken mand og nogle flasker. Alt var stille. Folk begyndte at komme tilbage. Det var, som om der havde været en fredens engel som svar på min bøn.
– Næste morgen kiggede en af de unge, som havde været mest hånende overfor mig, ud af et vindue og spurgte, om jeg ville have en øl. Jeg hoppede nu over på hans båd og satte mig og fik en god lang snak med ham.
– Du spurgte mig i går, om jeg kunne lære dig at gå på vandet, sagde jeg til ham. – Det kan jeg ikke, men her er brugsanvisningen, sagde jeg og gav ham en bibel. Han sagde nej tak, men jeg véd, at han var berørt af vores snak, slutter Jens Larsen.
