LEGO familien gir fly til kristen nødhjælpsorganisation
Flyet skal bl.a. flyve som ambulancefly på Papua New Guinea.Mission Aviation Fellowship i Danmark har modtaget 4 mio kr. af Kirk Kapital A/S til køb af et nyt nødhjælpsfly.
Flyet er nu leveret til operation på Papua New Guinea og er blevet navngivet efter den danske donor.
– Flyet har fået den internationale registrering P2-MKK. De sidste to bogstaver er valgt i respekt og taknemmelighed til den danske donor Kirk Kapital, fortæller direktør Vaughan Woodward fra MAFs flybase i Australien.
Flyet GA8 Airvan er fremstillet af Gippsland Aeronautics i Australien. Det er et 8-personers specialbygget nødhjælpsfly, der er udstyret med en 320 Hk motor med turbo. Flyet er meget fleksibelt og kan hurtigt omdannes til ambulancefly med 2 bårepladser eller til transport af ca. 800 kg gods. Flyet vil indgå i den flåde på 130 nødhjælpsfly, som MAF har stationeret i 30 ulande.
I forbindelse med donationen har det tidl. bestyrelsesmedlem Niels Kr. Grove Sørensen, Vejle, fremstillet en tro kopi i skala 1:30 af nødhjælpsflyet. Det overrakte han til Casper Kirk Johansen.
KIRK KAPITAL A/S er et familieejet investeringsselskab, etableret i 2007, af arvingerne efter LEGOs grundlægger Godtfred Kirk Christiansen. Selskabet har kommercielle aktiviteter inden for skibsfart og flyleasing.
– Kirk Aviation er stærkt involveret i flydrift, og med MAF fandt vi en fantastisk nødhjælpsorganisation, der med sine fly yder enestående hjælp til fattige mennesker i de mest isolerede områder i mange ulande.
– Det var derfor et oplagt sammenfald af fælles interesser, da vi samtidig har et ønske om at yde støtte til humanitære formål, siger Casper Kirk Johansen, Kirk Kapital.
MAF (Mission Aviation Fellowship) er en international fælleskirkelig missionsorganisation med afdelinger i hele verden. MAF har 200 piloter og 130 fly i aktiv tjeneste og ca. 1.200 personer ansat i 30 ulande.
MAFs formål er at give evangeliet vinger, og dermed forøge kirkernes og de humanitære organisationers rækkevidde, således at så mange mennesker som muligt kan få humanitær hjælp og blive mødt med det kristne budskab.
Hvert tredje minut døgnet rundt starter eller lander et MAF-fly et sted i verden for at bringe medicin, nødhjælp, læger, sygeplejersker, patienter, præster, missionærer og evangelister frem til deres bestemmelsessted.
MAF har fx i øjeblikket 7 fly indsat ved hjælpeaktioner på Afrikas Horn i forbindelse med sultkatastrofen.