Baptistkirken sender ledelse på konference
Baptistkirken har flyttet egen konference og tilmeldt lederteamet Willows konference i København.Baptistkirken har flyttet sin egen lederkonference for at komme på Willlow Creeks Global Leadership Summit (GLS) i Københavns Kulturcenter den 28. og 29. oktober. Og hele Baptiskirkens landsledelse har tilmeldt sig.
– Datoen snød os sidste år, så vores landskonference kolliderede med GLS. Så i år har vi lagt landskonferencen, så vi har mulighed for at deltage. Hele ledelsen i Baptistkirken har tilmeldt sig. Det glæder vi os meget til, siger Mogens Andersen, formand for Baptistkirken i Danmark.
– Jeg har selv været med to gange og har haft stort udbytte af det. Der er rigtig meget at hente som leder.
– Der er en masse inspiration til, hvordan man som leder kan agere for at få mere dynamik i kirken. Jeg har oplevet, at der kom rigtig mange gode indspark.
Men hvorfor er det vigtigt at få hele sit team med?
– Fordi vi som team vil være til inspiration for Baptistkirken i Danmark for alle vores menigheder. Vi har fastsat to mål: Det ene er åndelig udvikling og vækst. Det andet er vores relationer til hinanden omsorgsfulde og inkluderende relationer. Det er de to ben, vi står på og de to ting kan vi hente inspiration til på GLS.
– Det er helt i tråd med konferencens formål. Når flere deltager fra samme kirke, vil de også nemmere kunne fastholde undervisningen, når de kommer hjem, siger formand for Willow Creek Danmark, Søren Würtz.
På konferencen udleveres en fyldig deltagermanual med opgaver, lederteams kan løse i grupper. Manualen indeholder talernes notater og gode redskaber til refleksion og handleplaner.