Debat
Hvor er Danmark på vej hen? spørger Jørn Nielsen fra Næstved.
Dette er et slags jubilæumsår for reformationens indtog i Danmark for 475 år siden og dermed for katolicismens afskaffelse og indførelse af den evangelisk-lutherske folkekirke.
Det skete på et stort rigsmøde på Gammeltorv i København indkaldt af Christian III d. 30. okt. 1536.
I dette jubilæumsår slås der med den nye kirkeminister (ligestillingsminister) i spidsen til lyd for kirkens adskillelse fra staten som dennes øverste myndighed.
Et sådant ønske er som bekendt ikke af ny dato. Der har med mellemrum været sat fokus på spørgsmålet både af kirkens egne folk og, måske mere aggressivt, fra ateistisk/humanistisk side.
Røster på græsrodsplan rejser løbende spørgsmålet: Hvad skal vi i det hele taget med Folkekirken? Er det ikke spild af penge? Hvorfor skal fx en præst iklædes en præstekjole til kr. 8.000,- (til udskiftning hvert andet år) og en biskop en bispekåbe til flere hundrede tusinde kroner?
Bortset fra at disse middelalderlige klædningsstykker kan forekomme nogle af os lidt komiske i moderne tid, er det ikke bare unødvendigt frås? Er en sådan kirke ikke ved at være et stykke anakronisme?
Fortjener et sådant statsforetagende med sine forslidte ritualer, oplæste bønner og 10 minutters monotone prædikener at blive holdt kunstigt i live med grundlovssikret statstilskud? Er tiden ikke inde for en ny reformation?
Spørgsmålene forekommer mig relevante, men vi skal som bekendt ikke smide barnet ud med badevandet.
Meget fortjener nemlig at blive bevaret, fx vor fantastiske salmeskat. Mange af salmebogens perler ville være i verdensklasse, hvis sproget havde været engelsk. Og synes vi, at præstens prædiken ofte er en tynd kop te, er mange af de gedigne salmer (Brorson, Grundtvig, Kingo, Ingemann, Paul Gerhardt, o.m.fl.) til gengæld hele vækkelsesprædikener i sig selv. Personligt er jeg ofte, al monotonien til trods, blevet opbygget ved at synge med på dem, ja, blevet inspireret til selv at digte videre og begå nogle på amatørplan.
Søndagens prædiketekst (dagens tekst) inspirerede for en del år siden en gruppe i Folketinget til at indbyde interesserede medlemmer til at samles én gang om ugen til en kort, opbyggelig stund, hvor den kommende søndags evangelium blev oplæst, en salme blev sunget, og der blev bedt fadervor. Folketingets tidligere formand, Chr. Mejdahl, var i sin tid ivrig efter at håndhæve denne gode skik.
Kirkens måske mest originale vækkerrøst nogensinde i Danmark, nemlig Søren Kierkegaard, eksponerede i ublide toner nok kirkens hykleri i sine skrifter, men plæderede ikke for dens afskaffelse, idet han talte mere om at genfinde kristendommen i kristenheden eller kirken i kirken.
Dette er mere end et filosofisk anliggende, men for at blive ved Kierkegaard dybest set et spørgsmål om at tage Kristi efterfølgelse alvorlig.
Jeg giver Kierkegaard ret.
Af Jørn Nielsen,
H.C.Lundbys Vej 159A,
4700 Næstved
Det siges, at hvis man sætter en frø ned i en gryde med vand og meget langsomt varmer gryden, vil frøen blive siddende indtil vandet koger og dø. Man kunne godt fristes til at sammenligne frøen med folkekirken og opvarmningen af vandet med de politiske indgreb, der er på vej fra kirkeminister og folketing. Vi har jo tidligere hørt, at den eneste grund til at man endnu ikke har indført et vielsesritual for homofile, er at tiden endnu ikke har været moden. Når nu biskopperne ikke vil sige “rend og hop”, hvem vil så? Er der folk på vej med et luthersk alternativ til folkekirken, der både kan og vil stå fast på Guds ord? Det forekommer mig, at vandet er ved at blive lidt lunkent….
Jørgen Johansen
Kingosvej 16
6000 Kolding
Fra engang tilbage til i 80erne mindes jeg et hovedbestyrelsesmøde i Kristeligt Folkeparti, hvor vi fik besøg af en ung nyudklækket journalist, netop færdig på journalisthøjskolen. Det var Henri Nissen. Han søgte jobbet som redaktør af KrFs partiblad Ide Politik, endog uden at være medlem af partiet. Vi forhørte ham grundigt og sendte ham så udenfor døren, mens vi traf vores beslutning. Da han blev inviteret ind igen, var det første han sagde før vi kunne få et ord indført: Jeg har lige meldt mig ind i KrF.
Senere påtog han sig så opgaven at blive redaktør af den fælleskristne ugeavis, Udfordringen. Også denne avis har han med sine gode journalistiske evner og sine initiativer formået at gøre til en for hele den troende danske kristenhed særdeles værdifuld og oplysende avis, som det ville være et savn at skulle undvære.
Henri Nissen fornægter ikke sin forståelse for nødvendigheden af at have et kristent parti i Danmark. Han har igennem mange år påtaget sig forskellige tillidsposter i KD, og han har set nødvendigheden af at få strammet op på både de organisatoriske og de politiske områder i KD. Disse udfordringer vil kræve utrolig megen tid og en kæmpe indsats af det kommende formandskab og HB.
Da det stod klart, at der skulle findes nye kandidater til formandsposten for KD, stillede Henri sig, som den kristne idealist han er, straks til rådighed som kandidat til posten. Da tænkte mange sikkert: Hvordan skal han dog kunne klare både at være redaktør af Udfordringen og formand for KD – to poster, der hver især kræver sin mand fuldt ud og heltids?
Henri har tydeligvis også erkendt, at det ville blive for stor en udfordring og har derfor trukket sit kandidatur til formandsposten for KD tilbage. – Det var klogt gjort! Og vi, der glæder os over dig som redaktør for Udfordringen og din jævnlige omtale af KD deri, er dig taknemmelige for den beslutning.
Derfor skal der hermed lyde en stor tak til dig for din utrættelige indsats som redaktør for Udfordringen og dermed for en ofte tiltrængt opsang til menigheden.
(Forkortet af red.)
Kristen N. Kristensen
Bryggerparken 4
4450 Jyderup
