Tanja holder englene på overarbejde

Tanja Hansen er programleder i en hjælpeorganisation og er netop kommet hjem fra Østafrika.
– Første gang jeg rejste til et krigshærget uland, lavede jeg en pagt med Guds engle om at sørge for, at de ikke keder sig.

Tanja Marie Hansen er lige kommet hjem fra Østafrika.

Det siger Tanja Marie Hansen, der er programleder for International Aid Services med ansvar for Østafrika. Hun leder hjælpearbejde i fattige og krigsplagede lande – og er ikke bange for at rejse ud som alene-pige:
– Nej, jeg er ikke bange, hvis der er et klart formål med at være der, hvor jeg er, og gøre det, jeg gør . Men hvis jeg tager en friaften og bevæger mig ud i mørke gader, kan frygten godt krybe ind.

Forsvarer børn

Tanja er netop vendt hjem fra Tanzania og Kenya, hvor hun har været i to en halv uge. Et rettighedsprojekt i Nakuru i Kenya gjorde stort indtryk:
– Her har de oprettet en børnebeskyttelses-komité, som folk kan henvende sig til, hvis de har mistanke om børnearbejde eller seksuelt misbrug. Det er både børn, unge og voksne, der ringer til komiteen. Ved henvendelse tager en mægler fra det pågældende lokalområde ud og taler med dem, der overtræder menneskerettighederne.
– Det er rigtig rart for folk at have et sted at henvende sig. I projektet er kommunale myndigheder, politi og kirkeledere blevet uddannet, så de fx ved, hvad man må eller ikke må sætte børn til. Før vidste folk ikke, hvor de skulle henvende sig, og ofte havde de ikke tillid til myndighederne. Det er der nu rådet bod på. Mange børn bliver ikke længere misbrugt, da folk ved, at naboerne holder øje.

Hjerte for udsatte børn

Tanja Marie Hansen er cand. scient. i idræt fra Københavns Universitet med specialet ”Sport som ressource til bæredygtighed og forbedring af selvopfattelse og vilkår blandt udsatte børn i ulande”.
Hvorfor engagerer du dig i udviklingsarbejde?
– Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers skulle lave. At arbejde for at forbedre udsatte børns vilkår har jeg villet, siden jeg i 2000 var i El Salvador som frivillig på et børnehjem i et års tid. Her var børn blevet smidt ud hjemmefra af deres familier, mest fordi de ikke kunne brødføde dem, eller fordi forældrene var involveret i misbrug og kriminalitet. Men nogle af børnene var der alene, fordi forældrene ikke ønskede dem. Måske fordi de var piger.
Tanja blev ansat som programleder for Østafrika i 2009.

Grusom krig i Sydsudan

Din største oplevelse?
– Det gjorde stort indtryk på mig, første gang jeg var i Sydsudan og hørte alle de forfærdelige historier fra borgerkrigen. De har set deres venner blive slagtet og hele familier blive udraderet, så blodet bogstaveligt talt flød på gaderne forbi naboernes huse. Lærere tvang børn til at spise kødet af stammens fjender. Forfærdelige tilstande, vi aldrig har hørt om i medierne herhjemme, var indtil for nylig hverdagskost for dem derude.
Din største udfordring?
– At beherske en god balance mellem behovene derude og donorernes ønsker herhjemme. At ikke kun tænke på, hvad danskerne vil støtte, men virkelig lytte til vores afrikanske partnere. Det er jo dem, der står med udfordringerne.
Når Tanja Marie Hansen er hjemme i Danmark, har hun sin kirkegang i Byens Valgmenighed i København.