To sociologer hjælper nu kirker at involvere frivillige

Ny inspiration og værktøjer i den første danske håndbog om aktiv ledelse af frivillige.Rundt omkring i landets kirker og nødhjælpsorganisationer har det længe været åbenlyst, at indsatsen fra frivillige medarbejdere har en stor betydning. Mange foreninger og frikirker vil endda sige, at de ikke kan leve uden.

Rie Frilund Skårhøj og Dorte Kappelgård

Men hvordan organiserer og motiverer man en gruppe medarbejdere, som ikke får løn for deres indsats? Dette og mange andre spørgsmål besvares af forfatterne Dorte Kappelgaard og Rie Frilund Skårhøj i bogen Ledelse Af Frivillige – En Håndbog.

Konkrete værktøjer

Dorte Kappelgård er sociolog og arbejder freelance som foredragsholder, projektleder og konsulent. Rie Frilund Skårhøj er ligeledes sociolog. Hun er bl.a. bestyrelsesformand i VIAid (Voluntary-Innovative-Aid), som driver Cafe Retro i København.
På baggrund af interviews med en række frivillige organisationer som Dansk Oase og Folkekirkens Nødhjælp har forfatterne fundet frem til, hvilke værktøjer, der giver positiv og aktiv ledelse af frivillige. Uanset om man sidder i en lovsangsgruppe med tre medlemmer, eller om man er leder på et stævne, der involverer flere hundrede medarbejdere, står lederne ofte over for de samme problemstillinger: Hvordan hverver jeg de rigtige? Hvordan motiverer jeg dem? Hvordan løser vi bedst konflikter?

Motivation

Frivillige modtager ikke løn – men hvad er så guleroden? Forfatterne sondrer mellem ydre og indre motivation. Ydre faktorer kan fx være ønsket om at opbygge erfaring og kompetencer – især for unge, som her får mulighed for at prøve kræfter med nogle ’virkelige opgaver’. Her motiveres den frivillige mest, hvis studie og frivilligt arbejder ligger inden for samme felt.

Anerkendelse

De indre motivationsfaktorer kan ikke på samme måde måles og vejes. Her er det i høj grad den frivilliges oplevelse af mening, der har betydning.
”At gøre en forskel” vægter højest for mange frivillige, og lederen må derfor involvere sig i den frivilliges livsverden for at forstå, hvad der giver mening for den enkelte. Den frivillige motiveres af at føle sin indsats værdsat.
Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog og med en overskuelig struktur, der gør, at bogen kan bruges som opslagsværk. Tre kapitler er dedikeret til kreativ idéudvikling, lederudvikling og organisationsudvikling.
Bogen er udgivet på Forlaget Ankerhus.