550 palestinensiske fanger løslades i anden fase af Shalit udvekslingen

Førstkommende søndag vil 550 palestinensiske fanger blive løsladt i 2. fase af udvekslingen mellem den israelske soldat Gilad Shalit og over 1000 palestinensere i israelsk fangenskab.Under den 1. fase blev 477 palestinensere udvekslet med den kidnappede soldat, som efter fem års fangenskab i Gaza-området omsider blev sat fri. Han er nu begyndt at leve en normal tilværelse og har i en særlig TV-udsendelse takket den israelske befolkning for dens støtte til ham i de mange, lange år.

Mens den første gruppe palestinensiske sikkerhedsfanger omfattede adskillige notoriske dræbere af israelske civilpersoner, vil der i den nye gruppe ikke være nogen “med blod på hænderne”.

– De bliver ikke løsladt, fordi de ikke prøvede at dræbe, men fordi det ikke lykkedes for dem, siger en israelsk talsmand, der betegner gruppen som “lette sikkerhedsfanger”. Ingen af dem er tilknyttet den ekstremistiske Hamas-beægelse i Gaza, men flertallet tilhører Fatah-bevægelsen på Vestbred-området.

Løsladelsen er en israelsk gestus ikke mindst over for Egypten, der formidlede fangeudvekslingen.

I den første fase var Israel og Hamas enige om identiteten på de løsladte, mens fangerne i den anden fase helt var efter israelsk valg.

Navnene på fangerne i den anden del af løsladelsesprocessen er blevet offentliggjort af det israelske jusitsministerium med henblik på eventuel indsigelse mod frisættelsen.

En israelsk organisastion ved navn “Shurat Din”, som repræsenterer familier til terror-ofre, har nu indgivet en begæring om at suspendere løsladelsen.