80-årig udgav bog til sin egen fødselsdag
Bogen bruges til at fortælle om Guds mirakler i hverdagen. Og i de bøger, som han sælger eller forærer væk, ligger der et girokort til Egon Falks arbejde i Afrika.
Da Niels Kusk Thomsen sidst i november fejrede sin 80-års fødselsdag, forærede han gæsterne sin nye bog.
Bogen hedder Den allersidste dag. Og det er den anden bog, som den tidligere fisker fra Strandby har fået udgivet inden for de seneste få år.
For et par år siden udgav forlaget Alstrup bogen Guds mirakler i hverdagen, hvor Niels Kusk fortæller om sit spændende liv.
Og det er ikke en almindelig erindringsbog. Det vigtigste i Niels Kusks liv er nemlig hans kristne tro. Så bogen handler om, hvordan han gang på gang oplever Guds indgriben og endda mirakler i hverdagen.

