Hvor havde de gemt sig?

Med fare for at få øjnene til at rulle på garvede fans af Shane &Shane må jeg indrømme, at jeg aldrig havde hørt om dem. Hvor er det dejligt at få udvidet sin horisont engang imellem.De to texanske fyre har begået et ærligt, velovervejet og solidt album. Shane Barnard og Shane Everett er ikke nybegyndere i faget. Dette er deres 11. udspil, og det kan høres. Albummet ”The one you need” er gennemtænkt, med gode tekster om livet med Gud i op- og nedture, og om livet som forælder og som tjener i menigheden.
Samtidig viser duoen, at de har flere strenge at spille på. De indbyder til en berigende rejse gennem deres album, fra det bluesinspirerede åbningsnummer ”Liberty” til den smukke tilbedelsessang ”Praise Him”, som runder albummet perfekt af.

Albummet er bestået både i bilen og på anlægget i stuen, men det er denne anmelder magtpåliggende, at kommende lyttere sørger for, at dette album afspilles i den rækkefølge, de enkelte sange er tænkt. De første par gennemlytninger forgik via smartphone over bilens anlæg, og det gav en følelse af manglende sammenhæng, da de blev afspillet i alfabetisk rækkefølge. Da albummet i stedet blev afspillet i den oprindelige rækkefølge, var det en fantastisk berigende oplevelse. Udviklingen i musikken og teksterne binder disse 12 sange sammen til et helstøbt værk, der er mere end summen af de enkelte elementer.
Højdepunktet har de fleste dage været sangen ”Without You”, med bønnen: ”Here I am, can you talk a little louder, so I can hear you?” Det skal dog understreges, at hver enkelt sang har noget at byde på, indholdsmæssigt og musikalsk. Det er en fornøjelse at lytte til. Det er muligvis mit første Shane & Shane album, men det er helt sikkert ikke det sidste. Dette album fortjener at gemme sig under mange juletræer.
Torben Schmidt