De kalder mig Dam-Dam
Da Odette var en lille pige på 4 år, ønskede hendes bedstemor, at hun skulle bo hos hende. Det blev et mareridt.
I Afrika giver forældre ofte deres børn til en onkel og tante, som ikke kan få børn, eller en bedstemor, som mangler en hjælper i huset.
Derfor blev Odette muslim ligesom bedstemoderen og blev kaldt for Dam-Dam, som er det lokale navn for muslimer.
Når moderen gik med til det, skyldes det, at faderen drak og ikke sørgede ordentligt for familien.
Men bedstemoderen drak også og brugte pengene på tobak, og hun var ofte ond over for den lille pige.
– Jeg fik sjældent mad. Jeg måtte gå og tigge hos naboerne i landsbyen, husker Odette.
– Når jeg havde begået en fejl, slog hun mig og smed mig ud af huset. Så måtte jeg sove udenfor om natten. Der var meget koldt, og jeg havde ikke et tæppe at tage over mig. Så jeg frøs meget.
Jeg måtte også gå i skole uden sko
, husker hun.
– Engang sendte min mor et sæt tøj til mig. Det blev bedstemor også vred over. Hun kunne ikke forstå, at jeg skulle have nyt tøj.
Da Odette var omkring 15 år, flygtede hun.
– Jeg havde ikke noget at spise. Jeg måtte gå rundt og samle mad op af skraldespanden som en sindsyg. Min bedstemor var ond. Jeg måtte væk. Jeg bad Gud hjælpe mig.
Efter en landsbyfest spurgte jeg en kvinde, om hun ville tage mig med til den by, hvor min mor boede. Men det var mere end 100 km. borte, og hun sagde, at hun ikke havde penge til at betale bussen. Så brød jeg sammen. Jeg var så ulykkelig at jeg bare græd foran dem alle sammen. Til sidst tog kvinden mig med.
Da jeg kom hjem til min mor, var min far død. Min mor måtte klare sig igennem ved at sælge nogle småting på gaden. Men hun var glad for, at jeg var kommet hjem.
Efter tre år besluttede jeg at besøge min bedstemor. Min mor advarede mig, men jeg håbede, at min bedstemor havde ændret sig, så vi kunne blive venner.
Men bedstemoderen var stadig den samme. Hun solgte den unge Odette til en mand, som havde to koner i forvejen. Han var også kriminel…
Det lykkedes dog Odette at slippe væk, men et år efter tog hun tilbage for at møde sine veninder igen.
– Da jeg var på markedet kom de og advarede mig om, at bedstemors venner ville fange mig. Jeg skyndte mig at flygte, men en motorcykel forfulgte mig ind i skoven. Den var hele tiden lige bag ved mig. Endelig så jeg lys fra et hus, og jeg skyndte mig derind. Men det var en fejl. For i huset boede onklen til den mand, der ville have mig. De holdt mig nu fanget der i huset.
De brugte også nogle hemmelige midler for at gøre mig villig, men jeg strittede imod og græd alt, hvad jeg kunne, mens jeg bad Gud om hjælp.
Min tante hørte nu om, hvad bedstemor havde gjort, og hun krævede at få mig udleveret. Men manden sagde, at han havde betalt for mig og ville ikke slippe mig.
Det lykkedes til sidst min tante at få mig fri, og hun sendte mig hurtigt med en bus tilbage til byen, fortæller Odette med grødet stemme. Hun kan ikke lide at tænke på alt det forfærdelige, hun oplevede.
Det er kun fire år siden.
Tilbage i byen fik Odette sig nogle job som tjenestepige. Men hun fik næsten ingen løn. Under 50 kr. om måneden, som hun gav til sin mor.
– Min mor kom i baptistkirken en gang om ugen. Hun var ikke muslim som min bedstemor og jeg var.
Mor var meget glad for at komme i kirken. Jeg tog også med, og jeg syntes, det var dejligt. Når de læste op fra Bibelen, var det som at høre Gud tale til mig. Jeg er sikker på, at det var ham, der hjalp mig væk fra min bedstemor og fra den mand, som ville tvinge mig til at gifte mig med ham, fortæller Odette.
Det varede ikke længe, før mændene i byen fik øje på den smukke pige.
En mand så ud til at ville tage sig af hende, og hun faldt for ham og blev gravid. Men så sagde han farvel. Siden har hun afvist mange mænd.
– Faderen betalte lidt til barnet, men derefter hørte jeg aldrig fra ham, fortæller Odette skuffet, mens hun viser et billede af sin lille pige Rosine, der nu er godt et år.
Med endnu en mund at mætte, og sygdom i huset, var situationen desperat. Men moderen havde i kvindekredsen nævnt sin bekymring, når de bad sammen. Og en kvindelig tysk missionær hørte om Odette, der risikerede at ende på gaden. Hun sørgede for et ekstra job i kirkens gæstehus, hvor Odette nu tjener en lille løn på at tage de vagter, som de andre ikke vil have.
For at spare går Odette hver dag 30 minutter til fods på arbejde, fordi hun ikke har råd til at betale to kroner for en knallert-taxi. Så Odette står op kl. 5 for at være på arbejde kl. 6.
Hun har ikke noget vækkeur, men kl. 4 bliver hun vækket af muslimernes bønner fra højtalerne. Hun springer også middagsmaden over for at spare.
Men Odette er glad for, at tingene endelig er vendt.
– Jeg takker Jesus for, at han har hørt mine bønner og hjulpet mig, siger hun taknemlig.
Da jeg spurgte, hvorfor hun hed Dam-Dam, havde jeg ikke regnet med, at der lå sådan en historie gemt i den spinkle pige.
Mens Odette med sin usikre stemme svarede på mine mange spørgsmål, følte jeg, at jeg i det mindste burde hjælpe hende med lidt penge som tak for interviewet.
Hun blev meget overrasket og fik tårer i øjnene. Det gjorde jeg vist også, da jeg næste dag hørte, at de for en gangs skyld skulle have kød til aftensmaden derhjemme.
