Jernbane fra Tel Aviv til Eilat
Israel planlægger at anlægge en 350 km lang jernbanelinje mellem Rødehavs-havnebyen Eilat og Tel Aviv, hvilket vil kunne nedsætte rejsetiden til blot 2 timer og skabe en ny rute for samhandel mellem Europa og Asien som konkurrent til Suezkanalen.
Statsminister Binyamin Netanyahu går helt ind for denne plan, der vil kunne udføres i løbet af fem år og koste 2 milliarder dollars.
I årevis har man talt om muligheden for en sådan jernbanelinje, men nu synes den at ville blive en realitet, efter at Netanyahu slog til lyd for den på et regeringsmøde.
Den nuværende rejsetid er 5-6 timer med bil eller bus og vil kunne mere end halveres med en sådan jernbanelinje.
Det vil være en stor ingeniørbedrift således at knytte Israels syd nærmere til den nordlige del af landet, men perspektiverne i et sådant projekt er endnu større, sagde Netanyahu – ikke mindst fordi det har vakt megen interesse i Asien, fra Kina og Indien.
– Der er en strategisk, national og international vigtighed i at anlægge en sådan jernbanelinje, sagde Netanyahu.
Projektet vil kræve nedlæggelse af nye jernbaneskinner i ørkenen, gennem slugter og udtørrede flodlejer, gennem eller forbi bjerge. Den vil omfatte bygningen af adskillige broer.
Netanyahu sagde, at anlæggelsen af en sådan jernbanelinje var et led i en større vision om at knytte Israels yderste ender mere til hinanden med motorveje og jernbane og gøre det muligt at rejse fra den ene ende af landet til den anden – uden at se et eneste trafiklys.
– Denne vision, sagder han, er baseret på USA’s “interstate highway system”. Den vil på dramatisk vis have en indvirkning på Israel i de næste 50 år.
I forrige måned udtalte transportminister Yisrael Katz, at Kina havde givet udtryk for interesse i projektet. Katz har mødtes med sin kinesiske kollega i Beijing for nogen tid siden, og de blev enige om at udarbejde et fælles forslag for Eilat-ruten.
Det er muligt, at jernbanelinjen vil blive bygget af kinesere, og at de vil medvirke i driften af den.
To sæt spor ventes nedlagt, et for persontransport, det andet for gods.
Jernbaneforbindelsen vil, siger en israelsk kilde, kunne bruges til fremtidig eksport af israelsk naturgas til Indien og muligvis Kina, fra Middelhavs-felter, som nu er ved at blive udviklet.
Projektet har forlængst fået navnet “Med-Red” jernbanelinjen – “Med” er en forkortelse af Mediterranen, engelsk for Middelhavet, mens “Red” står for Rødehavet.
Richard Oestermann