“Uenig syrisk opposition komplicerer situationen”

Bladbadet i Syrien fortsætter, men først nu er det ved at blive klart, hvorfor omverdenen ikke kan standse myrderierne.Det er bladet “New York Times”, som idag skriver en oplysende forsideartikel, hvori det bl.a. hedder, at den “mundhuggende opposition idag vil være i fokus under intensive drøftelser i Tunis på et møde af diplomater fra 80 lande, som vil stifte en organisation ved navn ‘Venner af Syrien”.

Opgaven er at bringe oppositionens usammenhængende interne og eksterne komponenter til et fælles fodslag som forberedelse til en udmattelseskrig.

Et år efter at opstanden brød ud, er oppositionen stadig en splittet samling af politiske grupper, folk der er vendt tilbage fra udlandet og nye aktivister, som står hinanden fjernt efter ideologiske, etniske og sekteriske linjer.

Det er ikke lykkedes dem at skabe et bindemiddel, til hvilket det internationale samfund kan støtte ambitionerne for en ændring i Syrien. Der er ingen virkelig plan.

Den amerikanske avis skriver, at det er vanskeligt at intervenere i konflikten, da der er så mange stamme- og religiøse spændinger, og at nabolandene har forskellige interesser i Syriens skæbne.

Det er Tunis-mødets første prioritet at prøve at finde frem til at yde humanitær støtte til belejrede byer som Homs – men hovedopgaven er, hvordan man kan styrke oppositionens nationalråd.

Den interne splittelse har afholdt vestlige og arabiske regeringer fra at anerkende nationalrådet som en slags regering-i-eksil. Topmødet i Tunis vil næppe ændre dette.

Rusland, Syriens vigtigste internationale velgører, undgår helt Tunis-mødet, skriver “New York Times”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– De kæmper mere end de arbejder – og folk spørger, hvorfor det ikke er lykkedes oppositionen at opnå international anerkendelse, hvorfor ingen hjælp når frem, og hvorfor vi stadig beskydes, siger en syrisk aktivist, Rima Fleihan, som kravlede gennem et pigtrådshegn fra Syrien til Jordan i september for at undgå at blive arresteret. Hun repræsenterede det syriske nationalråds lokale samordnende komite – indtil hun i forargelse gik sin vej i denne måned.