Vinter-nødherberg for de hjemløse i kulden

Stort behov for vinterherberg i kulden, siger Blå Kors, som mangler frivillige hjælpere.Blå Kors åbner 30 herbergs-pladser på Nørrebro i København i vintermånederne efter at have fået en bevilling fra Social- og Integrationsministeriet.

Generalsekretær Christian Bjerre håber at kunne åbne herberget igen næste vinter.

– Det er vores vurdering, at der er ca. 100 hjemløse i området. De hjemløse kan hurtigt få det meget svært, hvis frosten for alvor sætter ind.
Der er for os at se et klart behov, og det er vi glade for at kunne være med til at dække med nødherberget, siger Christian Bjerre, generalsekretær i Blå Kors Danmark.

Tilknyttes Kristuskirken

Nødherberget ”Nattely” får lokaler i tilknytning til Kristuskirken på Nørrebro og vil kun have åbent om vinteren.
– Det er forudsætningen, at herberget i høj grad skal drives med frivillige, hvorfor vi søger 30-50 frivillige, der vil bruge nogle aftener og nætter i de kommende godt to måneder for at give hjemløse i København et måltid og en tryg nat, siger Christian Bjerre og fortsætter:
– Vi har allerede et godt samarbejde med menighederne omkring Kristuskirken og er rigtig glade for at måtte bruge deres lokaler, men kan sagtens bruge flere frivillige.

Åbner snarest muligt

Vinteren er dog allerede ved at sætte ind, og derfor regner Blå Kors også med at åbne herberget snarest muligt.
– Så snart Blå Kors og Kristuskirkens kan få etableringen på plads og finde de nødvendige frivillige, åbner herberget. Det lukker igen 31. marts. Såfremt vinteren viser det forventede behov, håber vi at kunne genåbne nødherberget næste vinter, forsikrer generalsekretæren.
Ud over de frivillige vil der blive ansat et par lønnede medarbejdere, der blandt andet vil få til opgave at planlægge og deltage i vagterne. Herberget vil samtidig få fagligt backup fra Blå Kors Pensionat i Tåstrup, der har stor erfaring i at arbejde med hjemløse.