– I min jødiske og danske familie tog man afstand fra religion
Religion er fanatisme og man bliver tosset oven i hovedet af religion, sagde Alice forældre. Men Allice oplevede noget andet.
Alice Mattuch er af jødisk afstamning, men religion var ikke med på dagsordenen i hverken hendes hjem eller hos bedsteforældrene. Religion er lig med fanatisme og man bliver tosset i hovedet af det, hed det.
Alligevel fik Alice som barn en forestilling om Gud og hun fortæller Udfordringen, at hun havde en form for tro. Hun sagde en gang til sin mor: Vi bor inde i kæmpens mave.
Hun havde en forestilling om, at lige som vi mennesker har været i vores mors mave, så er vi også inde i Guds mave.
Barnetroen forsvandt dog næsten samtidig med troen på julemanden, nisser, trolde og alfer. Gud og Jesus var nok eventyrfigurer på samme måde. Men da hun blev lidt ældre kom hun til at tænke på, at Israel jo står omtalt i Bibelen og Israel eksisterer. Så måske
Efter 2. verdenskrig fik hun at vide, at nogle af hendes familiemedlemmer boede i Israel.
Israel blev derfor i den tidlige voksenalder noget vigtigt for Alice. Hun kom på Askov Højskole i 1960 og valgte at tage i kibbutz umiddelbart efter.
Først boede hun en uge hos en onkel ved Hanfa. Han var russisk jøde og kom til Israel direkte fra Rusland. Han ville prøve at forhindre hende i at tage i kibbutz. Det var jo den rene kommunisme, mente han. Men i kibbutz kom hun i en måned, derefter rejste hun og en veninde rundt i Israel i en måned efterfulgt af en måned i Grækenland.
De jødiske rødder findes hos begge bedsteforældrepar.
– Min morfar stammede fra Rusland fra egnen omkring Odessa, som senere kom til at høre til Rumænien og nu er en selvstændig stat, Moldavien.
Min mormor kom fra den tyske fristat, Danzig, fortæller Alice Mattuch og fortsætter:
– En dag, da min morfar, som 19-årig gik på gaden i Odessa, var der optøjer. Det var i zarens tid og han gav sig til at løbe. Han blev ramt af en sten og det gav ham en opvågning, der gav ham indsigt. Han indså nemlig vanviddet og besluttede fra den dag, at man ikke skal løbe, ikke flygte.
– Han indså, at vi jo alle bare er mennesker, og han gik derefter ind for, at jøder assimilerede sig i samfundet i stedet for at skille sig ud. Som ung ingeniør ønskede han at bygge et vandværk i sin hjemby, Lipkani, for at skaffe rent drikkevand som erstatning for det plumrede flodvand.
Men det blev opfattet som en trussel mod zarstyret og han blev blacklisted. Hans venner advarede ham, og han kom som 22-årig ud af Rusland i 1911.
Han havnede i Berlin, hvor han læste videre. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, måtte han ikke være i Tyskland og kom via Malmø til København.
Her blev han ansat i et lille elektronikværksted i en baggård på Gl. Kongevej, der hed Laurits Knudsen, et værksted, der senere blev et verdensfirma. Han fik sin tyske kæreste herop og i november 1915 blev min mor født. De flyttede tilbage til Berlin i 1919, men emigrerede senere til Brasilien. De kom imidlertid tilbage til Tyskland i 1925. Men i 1933 blev det problematisk. Min mor måtte ikke fortsætte i gymnasiet, fordi hun var jødisk.
Hun kom på kunsthåndværkerskolen i København og i 1938 blev mine forældre gift, og jeg blev født i 1939 og var således 6 år, da krigen sluttede.
– Jeg husker meget fra krigen, bl.a. bombardementet af Den Franske Skole. Vi boede lige i nærheden.
– Jeg husker også tydeligt befrielsen og får stadig tårer øjnene, når jeg hører frihedsbudskabet i radioen.
Det er tydeligt at mærke, at Alice har store traumer fra krigsårene. Hun fortæller, at hendes mor altid havde en pakket kuffert stående, så hun hurtigt kunne komme af sted, hvis det var nødvendigt. Det blev det dog ikke.
Alice har altid interesseret sig for det åndelige.
På et tidspunkt begyndte hun igen at bede til Gud. Under et længere ophold i en hytte i Norge, højt oppe i fjeldet, ønskede hun at søge stilheden og måske få en samtale med Vorherre.
En dag sad hun uden for hytten under et stort fyrretræ og læste i en åndelig bog. Der var helt stille, ikke en fugl lod sig se eller høre, men hun nød naturen og stilheden. Hun sad der dag efter dag. Så en dag sagde hun til Vorherre:
– Kære Gud. Vil du ikke godt vise dig for mig? Giv mig et tegn på, at du er der. Jeg har brug for et bevis, så giv dig til kende, bare denne ene gang.
Hun fandt det grænseoverskridende at bede denne bøn, og mens hun sad der under fyrretræet, landede en kæmpeflok bittesmå mejsefugle i træets krone. Alice fortæller med begejstring i stemmen:
– Fuglene hoppede rundt, mens de jublede og lo, helt ekstatisk, så det var en fornøjelse og jeg tog dem som et direkte tegn og oplevede en stor tak i mit hjerte.
I 2005 var der en periode, hvor der var meget kaos i hendes liv, mange dødsfald. Megen sorg. Hun var stresset og havde ondt i nyrerne. En dag så hun i lokalavisen, at der var møde i Frikirken Salem med Hans Berntsen, der bad for syge.
Hun dukkede op ved mødet og allerede under mødet oplevede hun at få det bedre og gik også til forbøn.
Alice fortæller:
– Jeg oplevede sådan en dejlig stemning i kirken. Allerede ved døren var jeg blevet bud varmt velkommen. Alle var så rare. Og jeg besluttede at komme igen til en gudstjeneste. Her opdagede jeg, at min klaverstemmer, Ruben Nielsen, var pianist ved gudstjenesten og så var der da én, jeg kendte.
– Jeg fik hurtigt venner i frikirken. Jeg kom til Brunch for kvinder og på Alpha Kursus. Senere kom jeg også med i en litteraturkreds i menigheden.
– Mit tilhørsforhold til menigheden blev gradvist stærkere, og jeg fik et personligt forhold til Vorherre, fortæller Alice og konkluderer:
– Mine rødder tog afstand fra religion, men jeg finder tryghed i Gud.
