Bibel og islam på DR

DR2 sender nyt debatprogram om tro. Morten Thomsen Højsgaard fra Bibelselskabet diskuterer med muslimske Sherin Khankan.

Morten Th. Højsgaard og Sherin Khankan i studiet.

De to værter og debattører er langt fra enige om tro. I programmet ’Tro om igen’ udfordrer de hinandens holdninger og fordomme om for eksempel tro og terrorisme, børn og religion, blasfemi og ytringsfrihed og religionernes ligestilling af køn.
Redaktionschef på DR2 Rikke Lauridsen håber, programmerne hjælper seerne til selv at tage stilling til både aktuelle emner og mere overordnede religiøse temaer.
– Idéen er, at de to debattører ikke skal optrappe konflikten, men lytte til hinanden og måske rokke ved hinandens synspunkter, siger hun.
Programmet har gæster i studiet, der enten er meningsdannere, sagkyndige eller repræsenterer en bestemt strømning, som mange interesserer sig for.
Morten Thomsen Højsgaard er 38 år og generalsekretær i Bibelselskabet og ph.d. i religionssociologi. Sherin Khankan er 37 år og religionssociolog, samfundsdebattør og forfatter til en række bøger om islam. Hun er datter af en finsk, kristen mor og en syrisk, muslimsk far.
Der sendes i alt otte programmer med start den 12. marts kl. 23.00 på DR2.
/sl