Er tornadoer Guds finger?

Er lidelse selvforskyldt eller stod Gud bag tornadoerne, der kostede døde og sårede i USA?

Pat Robertson: Dumhed!

TV-prædikanten Pat Robertson hævder, at Gud ikke har ansvaret for de seneste ugers tornadoer. Uvejr har kostet 38 mennesker livet i bl.a. Indiana og Kentucky.
– Folk kan bare lade være med at bygge deres huse i tornado-områder og nær havet.
Gud kan ikke beskyldes for at gøre noget dumt og skade mennesker ved at sende tornadoer, hævder Robertson.
Prædikanten John Piper har den stik modsatte opfattelse:
– Det er hverken Moder Natur eller djævelen, der står bag ødelæggelserne. Vi ser Guds hånd i stormen, siger han i sin blog. Vi må derfor spørge os selv, hvorfor Gud gjorde det.
Job er et bibelsk eksempel på lidelse og udholdenhed. Da stormen ramte huset og alle Jobs børn døde, stillede Job Gud det spørgsmål: Hvorfor skal jeg være din skydeskive? Hvorfor skal de onde leve længe og uden modgang?
Guds svar til Job er ikke, at han har syndet og dermed fortjent lidelsen. Men Gud vidste, hvordan Job ville reagere. Kun Job var i stand til at tilbede og sige: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.

John Piper: Guds finger.

Når vi ser ødelæggelserne omkring os, skal det kalde os til omvendelse. Vi skal vende os til Jesus Kristus for at få tilgivelse og evigt liv.
Men kristne skal også hjælpe til der, hvor de kan, når andre rammes af ulykker, opfordrer John Piper.
Blandt andet organisationerne Samaritans’ Purse og Frelsens Hær arbejder for at hjælpe mennesker i de tornado-ramte områder.

Mor redder sine børn

Stephanie og Dominic Decker. Hun reddede parrets to børn.

I Indiana var 36-årige Stephanie Decker alene hjemme med børnene på 8 og 5 år, da tornadoen ramte.
Stephanie nåede at binde et tæppe omkring børnene. Hun spurgte om de var ok, men fik intet svar fra sin 8-årige søn. Han kunne ikke høre hende for stormen.
Derpå dækkede Stephanie børnene med sin krop, før huset begyndte at falde sammen over dem.
Ægtemanden Dominic kunne ikke se huset, da han kom hjem. Men børnene var uskadte. De opholdt sig hos nogle venner. Stephanie derimod var på hospitalet. Hun har mistet det ene ben over knæet og det andet ved anklen, fortæller Dominic Decker.