Moses og Joys idyl på Aarø

Gennem 43 års stormfuldt ægteskab har Joy bakket op om sin kendte mand, korstogs-fareren Moses Hansen. Men blodpropper, hjerteproblemer og dødsfald i familien har fået dem til at stoppe op og flytte til et fredeligt sted på lillebæltsøen Aarø. Her har Joy fundet sit fristed. – Vi har ind i mellem diskuteret, så børnene troede, vi skulle skilles, fortæller Joy Hansen.
– Men så har vi fortalt dem, at man godt kan elske hinanden, selv om man er uenige.
Joy og Moses Hansen er ærlige om deres dramatiske ægteskab – men nu sidder de fredeligt i deres nye rødstenshus på lillebæltsøen Aarø.
Det har – som altid – vakt opsigt i pressen. Men denne gang var den kendte korstogskriger Moses Hansen ikke på krigsstien, fandt man ud af; han var nærmere på kærlighedsstien.
– Joy har i vores 43 år lange ægteskab valgt at følge mig i alt, selv om hun ikke altid var enig i mine handlinger og udtalelser.
Nu får hun lov at bestemme i 2. halvleg, siger den nu 70-årige Moses Hansen.
Joy har fået sit ønske opfyldt om et hus på en fredelig lille ø, hvor der kun bor 150 mennesker, og hvor man skal tage færgen for at købe ind.
Moses fortsætter som leder af sin store hjertesag, Pottemagerens Hus, der ligger i Holsted nær Esbjerg. Og ind i mellem tager han hjem til Joy på den lille ø, som de begge elsker.

Når det er endt med denne sømandskone-løsning, skyldes det bl.a., at de begge har været ramt af alvorlig sygdom.
Moses har altid været meget sporty. For en del år siden gennemførte han en såkaldt ironman – hvor man både skal svømme og løbe marathon – og det endte med, at han faldt om og kom på sygehuset. Der fandt man ud af, at han havde et svagt hjerte.
Senere fik han indopereret en pacemaker og en ny hjerteklap.
Og for seks år siden fik Joy så en blodprop i hjernen, mens hun talte med den ældste datter Maria i telefonen.
– Pludselig lagde Maria mærke til, at jeg talte mærkeligt. Hun ringede efter en ambulance, mens jeg gled ned på gulvet. Men ambulancen kom ikke, før det lykkedes mig at trække telefonen ned på gulvet og ringe 112, fortæller Joy. På sygehuset fik hun endnu to blodpropper i hjernen, så hun blev lammet.
Det lykkedes hende heldigvis at genvinde følelsen og evnen til at tale. Men siden dengang har hun haft svært ved at klare støj og mange mennesker. Og der er altid mennesker, hvor Moses er…

Moses bryder ind:
– Jeg var i Norge til en kampagne på det tidspunkt. Da jeg hastede hjem for at se til Joy, spurgte hun: Er du færdig?
– Nej, jeg er midt i møderne.
– Så tag derop igen, svarede hun. Det siger noget om, hvor meget hun har bakket mig op i min tjeneste, siger Moses.
Joy fejer ham af: Lad nu mig snakke, siger hun.
– Jeg var glad for at bo i Kolding, for der kendte folk mig for den jeg er. Jeg var glad for kirken, for huset, naboerne og mit arbejde på Danæg.
Engang stod der noget skidt om Moses i formiddagsbladene, og et par piger snakkede i frokostpausen om ”den idiot”.
– Kender I ham? spurgte jeg. Nej, det gjorde de ikke.
– Men det gør jeg. Jeg er gift med ham, sagde jeg…
Så fik vi en snak om det.
Jeg var glad for mit arbejde.
Men da vi flyttede til Pottemagerens Hus i Holsted, trivedes jeg ikke, siger Joy.

Moses forklarer:
– Efter at jeg fik min hjerteoperation, kom jeg ud i en krise. Jeg havde brug for at være alene. Jeg tror jo på helbredelse; så hvorfor skulle jeg så have indopereret noget kunstigt…
Jeg fandt en tilfældig campinglads i nærheden, hvor jeg kunne isolere mig. Det var på Aarø. Der var regn og blæst, men det var helbredende balsam for mig! Jeg gik rundt i naturen og fik det godt igen.
Og første gang, Joy besøgte mig på øen, var hun solgt.
Naturen og freden var lige, hvad hun huskede fra sin barndom, hvor familien havde en husbåd i New Jersey.
– Vi boede ellers i millionbyen Philladelphia, hvor min far var en kendt og velhavende fødselslæge. Dr. Beck. Jeg var adopteret.
Familien var aktiv i baptistkirken, men det appellerede ikke til mig, for jeg så bagsiden.
Når min far kom ud af kirken og ind i bilen på vejen hjem, så brugte han Jesus Christ som et bandeord.
Det hang ikke sammen.

– Jeg læste ellers meget i Bibelen dengang. Derfor tænkte jeg faktisk på at blive katolsk nonne – for at overgive mig. Men da jeg fortalte det, lo min far højt af mig. Han latterliggjorde min længsel efter at leve for Gud.
Efter den skuffelse, åbnede jeg mig aldrig mere for nogen.
Jeg havde taget afstand fra kirken, da jeg mødte Moses.
Moses bryder ind:
– Jeg rejste jo rundt som en hippie dengang. Jeg arbejdede i en Yacht Club ved stranden. Da jeg første gang så Joy på stranden, inviterede jeg hende på diskotek, og vi blev et par.
Bagefter rejste jeg bare selvoptaget videre til New Zealand på min jordomrejse.
– Og jeg opdagede, at jeg var gravid, afbryder Joy. – Først forsøgte min far at overtale mig til abort, selv om han ellers var imod. Og bagefter opfordrede de mig til at finde Moses.
– Hun skrev til min adresse pr. poste restante. Og der gik jo flere måneder før jeg så brevet.
– Jeg var i 7. måned, da jeg kom til New Zealand, fortæller Joy. – I bogen ”Rundt om Moses” (Udfordringens forlag) har Moses meget åbenhjertigt fortalt hele historien om, hvordan han kun nødtvungent påtog sig ansvaret. Han tænkte kun på at nyde livet dengang.

Men Moses og Joy oplevede begge en dramatisk omvendelse. Moses påtog sig derefter en speciel tjeneste som bl.a. korstogs-prædikant. Han har gået over 8.000 km. med et tre meter langt kors på ryggen.
Mange gange har han været i mediernes søgelys, hvad enten han gik i spidsen for en demonstration imod muslimernes dominans i bydelen Nørrebro og måtte beskyttes af 600 betjente, eller han var med i Big Brother, eller protesterede imod pornomesser.
Mange – også kristne – var imod hans form, men Moses fik en stor skare tilhængere.

– Efter hjerteoperationen begyndte vi at tænke på at få et sted, hvor vi kunne samle mennesker til bøn for nationen og til personlig retræte, fortæller Moses Hansen.
– Vi var faktisk kun otte timer fra at købe campingpladsen på Aarø med det formål. Men efter at det hele var aftalt, kom et yngre par ind i billedet og købte pladsen. Det var en meget stor skuffelse. Men i dag er jeg tilfreds med, at det gik som det gik. For det ville have slugt al vores energi.
Vi søgte så i stedet efter et andet sted, og en aften ringede en bekendt og fortalte om gården i Holsted. Og impulsiv som jeg er, tog jeg ud og kiggede på den, selv om det var kl. 23.30.
Da jeg så de lysende stjerner i vinduerne, så vidste jeg, at det var stedet, husker han.
Moses elsker Pottemagerens Hus og den vidtstrakte vestjyske natur. Men for Joy blev det aldrig et hvilested.

– Når folk tager ud til Pottemagerens Hus er det for at møde Gud. Så det handler om Gud 24 timer i døgnet 7 dage om ugen.
Det er dejligt, når man kommer som gæst, men det er noget andet, når man lever der hele tiden. Og det er klart, at Moses er i centrum, og nogle tilbeder ham.
”Moses, må jeg ikke røre ved dig,” vrænger Joy og viser himmelvendte øjne.
– Og så forventer mennesker ofte, at jeg er ligesom Moses. At jeg også er profetisk osv. Men jeg er ikke Moses, jeg er mig.
– Et andet problem var, at Joy efter sin blodprop i hjernen ikke længere kunne klare at have mange mennesker omkring sig. Hun havde brug for ro.
Hun brugte campingvognen som et fristed. Men det er klart, at det første til mange spørgsmål. ”Hvor er Joy?” – ”Har hun det godt…?” Og det blev efterhånden en belastning for os begge, indrømmer Moses.

– Når jeg var hernede på Aarø, kunne jeg slappe af. Jeg gik vandreture og sad nede på havnen og så på bådene, der kom ind. Jeg snakkede med folk om alt muligt – og ikke kun om Gud, fortæller Joy.
– En dag faldt jeg i snak med en kvinde, og det viste sig, at hendes hus var til salg. Efter at jeg havde tænkt over det nogen tid, kom Moses ned og kiggede på det.
– I første omgang droppede vi det igen. Men jeg gik alligevel ind på hjemmesiden og gav et bud på huset, griner Moses.
– Dagen efter havde jeg ejendomsmægleren i røret… Han var naturligvis glad over, at der endelig var nogen, som bød på huset, som havde været til salg i to år…
Men selv om sælger og køber blev enige om en pris, var det ikke så enkelt:
– Alle var imod. Bestyrelsen var bange for, at jeg ville forlade Pottemagerens Hus. Børnene var imod. Banken var imod…
– Vi måtte skrive under på, at vi var idioter, indskyder Joy.
Moses forklarer smilende:
– Vi skrev bare under på, at vi vidste, at det var en risiko at købe et hus i et udkantsområde som Aarø.
Men vi fik dog lov at låne pengene.

Midt i det hele oplevede familien også den sorg, at deres ældste søn, Moses Jr., omkom ved en trafikulykke i Norge.
Det er et drama for sig. Vel noget af det værste, et forældrepar kan opleve. Men i dag kan Joy sige: Jeg er glad for, at han har det godt nu hos Gud. For han havde et meget kompliceret liv.
En anden søn, David, er netop vendt hjem fra New Zealand med sin udenlandske kone for gå ind i arbejdet i Pottemagerens Hus.
– Når man har en pacemaker og en kunstig hjerteklap, så ved man jo godt, at man ikke kan fortsætte med samme tempo, bemærker Moses. Han løber ikke længere, men må nøjes med at gå. Og nu foregår en del af turene fra huset på Aarø.
Det er nummer 36. Der er ikke noget vejnavn. Bare 36.
Handlen skete i januar, men parret har bestemt ikke fortrudt.
– Vi har jo camperet herovre i fem år, så vi vidste, hvad vi gik ind til. Og det er, som om der er sket en forvandling med Joy, siger Moses undrende.
– Hun har fundet sin ro her. Nu er det ikke hende, der tager væk fra hjemmet i Holsted, men hende, der bor hjemme. Og det er mig, der kommer hjem.
Vi har begge brug for sådan et sted, hvor vi kan koble fra.
Når jeg tager færgen herover, så er jeg ligesom i en helt anden verden. Det er som et lille paradis på jord.