Pastor Judith Kynde Rasmussen fylder 70 år
Judith Kynde Rasmussen, som er pastor i Viborg Frikirke (Apostolsk Kirke) fylder torsdag den 15. marts 70 år.
Judith voksede op i Lyngby i en kristen familie. Hun gik i søndagsskole og tog imod Jesus som sin frelser på søndagsskolens sommerlejr, da hun var 14 år. Men allerede i 17-års alderen forlod hun menigheden. På grund af forskellige hændelser troede hun, at Gud havde forkastet hende. I mange år levede hun et verdsligt liv med mange op- og nedture, bl.a. alvorlig sygdom og skilsmisse.
Familien – der bl.a. omfatter broderen, tidl. bibelskolelærer Leif Rasmussen – bad trofast for hende, og i 1986 oplevde Judith, at Gud greb ind og satte alting på plads. Straks efter sin omvendelse tog hun nu på bibelskole i Kolding, hvor hun gik på lederlinjen i 2½ år.
Her oplevede Judith et kald til tjeneste på Grønland, hvor hun har været flere gange, sidst i 2004 på Grønlands østkyst et barskt og ugæstfrit sted.
Også i Danmark har Judith haft tjenester – bl.a. i Nordjylland, hvor hun var med til at at starte og lede en evangelisationsskole og en mindre menighed. I Århus tjente hun i Frikirken ved Runddelen og var med til at starte Aglow. I 10 år boede hun på Bornholm, hvor hun var indsat som forkynder og medarbejder i ledelsen i Pinsekirken i Rønne. Også her var hun engageret i Aglow. Hun har også været opstillet for Kristendemokraterne.
Fra oktober 2007 har hun været præst i Viborg Frikirke. Her holdes der reception for hende i kirken fra kl. 17-21.
Henri.