Rekordoverskud fra genbrug
En 5er for en bog, en 10er for en cd og en 20er for en bluse. Danskerne genbruger som sjældent før. Men skæpper det kassen?
Ja, det kan Folkekirkens Nødhjælps genbrugsfrivillige mærke. De leverede et rekordoverskud på 19,5 mio. kroner i fjor fra de mange genbrugsbutikker landet over.
Overskuddet i 2011 er således 2,3 mio. kr. større end resultatet på 17,2 millioner i 2010.
I år er det 40 år siden, at Folkekirkens Nødhjælp slog dørene op til Danmarks første genbrugsbutik dengang i Århus. Siden er det blevet til 123 genbrugsbutikker båret af 3.400 frivillige medarbejdere.
Hvert år har butikkerne sendt deres overskud videre til arbejdet med at bekæmpe sult og fattigdom. Gennem årene har de oparbejdet et samlet overskud på 456 mio. kroner.
/sl