Norsk general leder 250 FN-obeservatører i Syrien

Norge står påny i spidsen for en betydningsfuld mission i Mellemøsten, idet den 54-årige norske general, Robert Mood, nu er ankommet til Syrien i spidsen for en fortrop af 10 FN-observatører, der skal overvåge den våbenhvile, som ventes indgået i næste uge mellem syriske regeringstropper og oprørere.Mood skal lede de ialt 250 FN-observatører, som skal overvåge den våbenhvile, der er blevet udarbejdet af tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan sammen med Den arabiske Liga, og som skal træde i kraft den 12. april kl. 6 om morgenen.

Ingen har imidlertid illusioner om en sådan våbenhvile vil holde. Præsident Bashar Assads soldater har flere gange brudt aftaler om standsning af ilden – og ifølge FN er over 9000 personer blevet dræbt i den årelange konflikt.

Ifølge Woods talsmand, Ahmad Fawzi, er disse observatører ubevæbnede. Det menes, at deres ankomst vil opildne til en tilbagevenden til masseprotester, som det skete, da en mission fra Den arabiske Liga kom til Syrien i december ifjor. Missionen blev senere trukket tilbage, da voldshandlingerne øgedes.

Over 42.00 syrere er flygtet fra deres land, siden oprøreret mod Assad-styret begyndte for et år siden. Tyrkiet oplyser, at 1000 syriske flygtninge er kommet dertil i de sidste par dage, det dobbelte af gennemsnitsraten.

Robert Mood

General Robert Mood er født i Kragerø, Telemarken. Hans militære karriere omfatter uddannelse på infanteriets officersskole. I brigaden i Nord-Norge avancerede han til kompagnichef. Siden gik han på det norske militærakademi. Som løjtnant var han chef for Telemark bataljonen 1993-94, og så gik turen til USA, hvor han fik en uddanelse på det amerikanske Marinekorps’ college og universitet. Ved tilbagekomsten til Norge blev han operationschef for den 6. division, indtil 1998.

Derefter blev han chef for Telemark-bataljonen, som blev stationeret i Kosovo 1999-2000. Han blev forfremmet til oberst i 2000. I 2002 blev han chef for hærens kampvåben.

Hans karriere i udlandet omfatter chefstillingen for FN’s våbenhvileorganisation UNTSO i Jerusalem 2009-2011. Hans nyeste post er at assistere Kofi Annan som særlig udsending i Syrien for FN’s generalsekretær og Den arabiske Liga.


Artiklen fortsætter efter annoncen: