Obama til jødisk påske i Det Hvide Hus
For fjerde gang har USAs præsident, Barack Obama, afholdt den jødiske seder-aften ved begyndelsen af den ugelange pesach-fest, som jøder verden over fejrer til minde om udvandringen fra Egypten.
Obama indledte sin tradition som vært for denne sammenkomst, da han i april 2009 arrangerede en sådan festligholdelse sammen med nogle jødiske medarbejdere.
Ved den lejlighed sagde han, at han ville ændre den traditionelle velsignelse Næste år Jerusalem til Næste år i Det hvide Hus.
I år lovede han, at så længe han er USAs præsident, vil Det hvide Hus fortsætte traditionen med at fejre pesach.
Pesach-festen falder ofte sammen med påske, og det er også tilfældet i år. Højdepunktet er et familie-festmåltid ved afslutningen af oplæsningen af hagaddah-fortællingen om udfrielsen fra Egypten.
Jøderne brød så brat op, at de ikke nåede at bage deres brød, men måtte spise det som usyret brød. Det gør jøderne stadig for at mindes deres folks skæbne.
Barack Obama er den første amerikanske præsident, der har været vært for en seder, men ikke den første, der har deltaget i denne fest. Også Jimmy Carter og hans kone Rosalynn var gæster ved en seder hos den fremtrædende amerikanske jøde, Stuart E. Eizenstat, og dennes kone Fran.
Richard Oestermann