Fantastisk smukt
Lad det være sagt med det samme: Har du først hørt dette album, altså virkelig lyttet til det, så er der ingen vej tilbage. Har du først overgivet dig og ladet disse 12 sange komme ind under huden, så er det svært at gå tilbage til resten af dit musikbibliotek. Vel og mærke også selv om du har en musiktjeneste med millioner af sange.
Det som Gungor kan, det er der ikke mange der kan, hvis overhovedet nogen. Der er ikke en tone, et slag eller en lyd som ikke er tænkt helt til ende. Alt på Ghost Upon the Earth er helt fantastisk velvalgt og sublimt udført.
Om det er drengekor, banjo, blæsere eller strygere, så er det så veludført og helt igennem det rigtige valg. Hver gang!
Nu er der sikkert nogen, som tænker: Banjo og drengekor, det er ikke noget for mig. Det kan meget vel være rigtigt i alle andre sammenhænge. Men her, på dette album, med denne artist, er det noget for dig, der sætter pris på god musik. For det er, hvad det er: god musik.
God musik fordi det bærer sangenes tekstunivers. Disse sange der indholdsmæssigt spænder fra skabelse, til syndefald over opstandelsen til saligprisningerne.
God musik fordi disse tekster bliver akkompagneret af en gennemført instrumentering, som inspirerer og henrykker.
Hvem skulle have troet at musik kunne være så smuk, så ren, så klar og så intens.
Jeg har nu haft dette album i knap fire uger. Jeg har næsten ikke hørt andet. Når jeg endeligt har sat noget andet på, går det op for mig, hvor fantastisk Gungors album i virkeligheden er. Det har sendt hele min CD-samling til tælling.
Hvis du kun køber et album i år, så køb dette! Hvis du ikke regnede med at købe musik i år, så køb det alligevel.
PS: Det næste album, der er på vej til min postkasse, er Gungors tidligere plade…
Torben Schmidt