Bliv i sporet

Jeg har altid været ekstremt højderæd. Folk, der ikke er det, forstår ikke den rædsel, vi føler ved dybet under os.
Jeg har mine onde brødre mistænkt for at kaste mig op i luften, da jeg var baby. Men jeg har hørt, at højdeskræk kan skyldes, at man mangler den koordinerende forbindelse mellem højre og venstre hjernehalvdel, så man tvivler på motorikken.
I hvert fald har jeg ofte oplevet, at den ene hånd ikke vidste, hvad den anden gjorde. Eller at et ben vandrede en anden vej – som fx i 2002, da jeg foretog en spjættende bevægelse i Afrika og skred i en grøft og brækkede lårbenet midt over. Av!
Så jeg tvivler nok lidt på mine motoriske bevægelser.
Derfor undgår jeg høje tårne og de øverste etager på højhusene, samt udendørs elevatorer og lange stiger, tag, udhængende altaner, Norge, Nepal… osv.
Når man bor i Jylland, har man ganske vist landfast adgang til hele kontinentet – Europa, Asien, Afrika. Men ikke til hovedstaden på Djævleøen, som min nabo kalder Sjælland.
Forleden skulle jeg over i et voldsomt blæsevejr. Hvis jeg kan få en anden til at køre over broen, generer det mig ikke så meget, men denne dag var jeg alene i min høje vindfølsomme varevogn og skulle selv styre rattet med rystende hænder. Gisp!
Jeg bed tænderne sammen, valgte den midterste bane, så jeg ikke behøvede kigge ud over kanten, og stirrede så lige frem, mens bilen klatrede slingrende op over højbroen.
I starten havde jeg ingen biler bag mig, men nu kom der en sort firehjulstrukken blærebil bagfra. Han blinkede med alle lys, kørte helt op i rumpen på mig og tuede så også i hornet.
Jeg var startet ud med høj sang for at aflede tankerne, men da jeg nærmede mig den stormfulde top, var jeg nok slået over i tungetale og indtrængende påkaldelse af englevagt.
Trods blæsevejret kørte jeg de tilladte 120 km, så der var ingen grund til, at jeg skulle fjerne mig fra sporet og slingre rundt ude på kanten. Hvis han absolut skulle over broen med 150 i timen, så kunne han jo vælge ydersporet. Men nej, han tuede og blinkede. Jeg var ligeglad. Ikke ti vilde heste kunne have trukket mig ud til kanten. Til sidst kørte han op på siden af mig, kunne jeg skimte i øjenvigen. Der lå han længe og gav mig sikkert fingeren og råbte totalidiot ud af vinduet. Jeg ved det ikke, for jeg stirrede målbevist lige frem, mens jeg sang af fuld hals, indtil jeg nåede frelst i land på Djævleøen.

Af Henri Nissen