Gode historier
Min kone elsker at gå på stranden og samle skaller, mærkelige sten og træstykker med patina. Jeg selv samler på gode bøger af filosoffer, religionshistorikere og teologer. Jeg er også helt vild med biografier af folk, der har gjort en forskel i verden.
På samme måde kan vi samle på gode historier, som vi senere kan bruge som illustrationer og analogier.
Det handler om at være lidt nysgerrig. Og reflektere over det, man ser og oplever.
Som da min lærer i homiletik (prædikenlære) fortalte, hvordan illustrationer kan bruges i en prædiken:
Har I lagt mærke til, at belægningen på p-pladser sjældent forvitrer dér, hvor bilernes hjul har stået? Det er imellem hjulene, nærmere bestemt lige under motoren, betonen går i opløsning. Sådan er det ikke livets store byrder, der slider mest på os, men små irritationer, gentagne dumsmarte bemærkninger, der ætser.
Eller som da jeg fortalte en ny i vores kirke om det særlige ved det kristne budskab:
Da internettet kom, havde vi kun en enkelt linje i huset, og vi skulle alle op i reposrummet for at tilslutte vores computere. Nu har vi trådsløst internet og kan komme på nettet alle vegne. Før Jesus kom på bane, skulle alle drage til Jerusalem for at tilbede Gud i templet. Kun dér fik man kontakt med Gud. Men nu kan alle komme til Gud, hvor de er, og hvornår de har brug for det. Jesus er vores trådløse internet til Gud.
I analogier sammenligner man det ukendte med det, som modtageren kender i forvejen.
Fra videnskabens verden kan man illustrere sådan her:
Jordens radius er 6.378,17 km.
Solens radius er 6,960 x 10 i 8m.
Hmmm – hvor meget siger det os?
Vi kan istedet sige: Hvis solen er på størrelse med en tennisbold, bliver jorden så lille som et sandkorn. Så forstår vi sammenhængen.
Brug sommeren til at opbygge et godt forråd af historier, der giver aha-oplevelser og skaber billeder på nethinden hos dem, du kommunikerer med, enten det er et hyggeligt haveselskab, et oplæg til bestyrelsen i virksomheden eller en superåndelig prædiken i din kirke.
Af Svend Løbner
Journalist