Kirke skifter gudstjenester ud med pilgrimsvandringer
Apostolsk Kirke i Lyngby inviterer på pilgrimsvandringer alle syv søndage i skolernes sommerferie.
Søndag den 1. juli kl. 10.30 lægger kirken ud med den første af syv søndage med pilgrimsvandringer, hvor oplægget er at nyde sommerens salmer, vandringsfællesskabet og samtalernes fordybelse.
Med temaet Sommerens Salmer ønsker vi at benytte sommertiden til at kombinere flere af kulturens store skatte. I de velkendte sommersalmer genfinder vi vor egen kulturs genetik. I Bibelens salmer møder vi livet i al dets mangfoldighed og lærer at sætte ord på livsdybe tanker og følelser, siger kirkens præst Lars Due Christensen.
Hver pilgrimsvandring vil bestå af en andagt og en kort instruktion inden selve vandringen.