Kristne bliver lettere med ’Diæt a la Daniel’

Ti dage på vand og grønsager fik fire unge jøder ved Babylons konges hof til at se bedre ud. Nu bruger kristne Daniels diæt for at tabe sig.

Bogen om Daniels diæt er blevet meget populær, især
i kirkelige kredse i USA.
Den indeholder undervisning om bibelske principper for naturlig sundhed og giver opskriften på en 10-dages kur, der lover både ’detox’ (afgiftning eller ’udrensning af kroppen’) og vægttab.

Bibelen var ikke oprindelig tænkt som en slankebog for overvægtige amerikanere, siger kritikerne.
Alligevel har 15.000 kirkefolk i Rick Warrens Saddleback Church i Californien tabt 130 ton ved at følge Danielsbogens beskrivelse. Det effektive diætprogram kaldes ’Daniels Diæt.’

Profeten Daniels diæt

Daniels Bog fortæller om Daniel, der sammen med tre andre unge, jødiske adelsmænd bliver bortført til Babylon.
Herefter bliver de udvalgt til at indgå i et særligt tre-årigt træningsprogram ved kong Nebukadnezers hof på baggrund af deres skønhed og begavelse.
De fire bliver tildelt babyloniske navne, og de forventes at spise kongens mad og vin.
Men Daniel afviser at spise denne hedenske, ’urene mad’ og beder om, at de fire venner i stedet får lov til at spise grønsager og drikke vand.
Overhofmesteren er meget betænkelig ved sagen, men giver alligevel sin tilladelse til, at de fire får en prøvetid med denne diæt.

Grønsagerne gjorde godt for de unge jøder

Efter ti dages forløb må overhofmesteren erkende, at Daniel og hans venner ser sundere og mere velnærede ud end de unge, der har spist kongens mad.
Og da kongen efter prøvetidens udløb testede de unge, viste det sig desuden, at Daniel og hans venner var de dygtigste.
– Og nu viser det sig, at ’Daniels diæt’ får kiloene til at rasle af folk i Rick Warrens kirke.
Dog melder historien ikke noget om øget intelligenskvotient blandt kirkegængerne i Californien…