Rejsen mod Paradis

10 timer til Paradis, årets vinder af den kirkelige filmpris, Gabrielprisen, er en stille film om en mand, hvis sjæl er stækket af hans dominerende mor og egen krops størrelse, men som gemmer på ukendte dybder og styrker.
Dennis, en sød, men følelsesmæssigt forkrøblet 38-årig bodybuilder, bor hos sin ganske lille og forbitrede mor, Ingrid, som har sænket sine kløer dybt i ham og ikke har til hensigt at give slip. Som en stille, oprørsk teenager opretholder Dennis freden ved at lyve for sin mor om sine forsigtige, men vedholdende forsøg på at finde en kæreste.

En søgen efter kærlighed i et ”paradis”

Dennis har dog ikke megen held med de danske piger, så da hans onkel kommer hjem med en smuk, ung brud fra Thailand, beslutter Dennis, at han måske vil have mere held der end i Danmark, hvor kvinderne behandler ham som et misfoster og udskifter moderens formørkede stuer med de lyse, overfyldte gader i Pattaya. Men også i Thailand synes kærligheden svær at finde. Baren, hans onkel henviste ham til, og som han stædigt vender tilbage til hver aften, viser sig at være et skalkeskjul for prostituerede, og den fede amerikanske ejer, der ser et nemt offer i Dennis, bliver ved med at præsentere ham for kvinder, der på trods af deres unge alder er alt for erotisk erfarne for ham.
Efter to katastrofale dates søger han tilflugt i det lokale træningscenter, hvor han møder Toi, en kvinde, hvis følsomhed og stille selvtillid gør hende til det modsatte af hans besidderiske mor. Men kan Dennis finde styrken til at bryde ud af sin skal?

Udvikling fra dreng til mand

Fra de første toner til filmens afslutning skøjter 10 timer til Paradis faretruende tæt på kanten af det sødladne. Blot én enkelt scene, hvor Dennis kunne artikulere, hvordan behovet for at kompensere for hans manglende sociale færdigheder førte ham til at skabe denne overpumpede krop som et skjold mod omverdenen, ville have sprængt denne historie lige ud over afgrunden, men instruktør og forfatter Mads Matthiesen lader i stedet tilskueren ane dette gennem Kolds tegnefilmsagtige-krop og milde, bedrøvede ansigt, og det forvandler filmen til en sart, følelsesladet oplevelse. Matthiesen fortæller sin historie i en billedside uden snirkler og krummelurer, der matcher Dennis’ manglende forfinethed, men han fastholder tilskuerens interesse ved at holde dette umage pars skæbne hen i mørket helt frem til slutningen. Og der er noget næsten magisk i at følge Dennis’ udvikling fra lille, forkrøblet dreng i en forvokset krop til den mand. han får lov til at være i Tois selskab.

10 timer til Paradis (DVD) • 92 min.