Fra bogen 8 skridt tilbage til fremtiden
Genopbyggelse og genopdragelse
Af Catherine og Frank Fabiano
Når ar og sår fra fortiden er helet og rykket op med rod, er det tid til at plante Herren i deres sted. Vores utilfredsstillede behov bliver tilfredsstillet ved Herrens tilstedeværelse, og en følelse af fred og helhed beroliger vores urolige hjerter. Der er en håndgribelig oplevelse af helbredelse og frihed, når fred og tillid erstatter angst og usikkerhed.
Når vi er blevet sat fri, står vi over for udfordringen til at lære at gå nye veje, som er i overensstemmelse med Guds Ord. Skriften formaner os: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse
(Filipperne 2,12).
Hvad betyder det konkret? Det betyder at lære at lade sig undervise af Helligånden. Det betyder at finde ud af, hvordan helbredelsen og forløsningen, som Herren har givet os, virker. Det betyder at ydmyge sig foran Gud og anerkende, at vi ikke ved, hvordan vi skal leve og lære at lytte og adlyde, når han underviser os i at leve i frihed og helhed i overensstemmelse med hans ord.
På en meget virkelig måde vil Gud Fader oplære os, ligesom en far oplærer sine børn. Ligesom Jesus lærte lydighed igennem det, han gik igennem, sådan lærer vi også. Når vi søger Gud Fader om morgenen, åbner vores hjerter for at modtage hans instruktioner og forpligter os til at adlyde hans direktiver, så vil det resultere i dage, hvor vi går i retfærdighed på den vej, som glæder ham.
Jesus er vores rollemodel. Han sagde: …og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg (Johannes 8,28). Jesus levede altid på en måde, som glædede Herren.
Hen ad vejen er Faderen nogle gange nødt til at opdrage på os for at udrydde gamle destruktive vaner, som hænger sammen med vores trældom og vores sårethed. Han vil begynde med at aflede vores tanker fra disse gamle vaner og overlevelsesmekanismer, som vi brugte i et forsøg på at klare os selv, så vi kan vandre sammen med ham i større frihed.
Denne forandring er altid et bevis på, hvad Herren har gjort for at sætte os fri. For nogle er forandringen øjeblikkelig og dramatisk, for andre er det en proces over længere tid.
Gud genopretter os på den måde, som han ved, er bedst for hver af os. Vi er unikke og dyrebare for ham, og Gud Fader genopretter os individuelt til det, der egentlig var meningen med os.