Israelske turister frygter terror-kidnapning i Sinai

Flere israelske turister haster hjem fra Sinai efter advarsler fra et israelsk anti-terror kontor.Israelske turister på ferieophold ved Sinai-halvøens strande er nu skyndsomt på vej tibage til Israel, efter at det israelske Mod-Terror Bureau har fremsat en advarsel om at terrorist-organisationer i området vil foretage angreb mod ferierende israelere, heriblandt kidnapning.
Adskillige af disse turister ignorerer imidlertid advarslen, til trods for at Sinai er blevet stadig mere lovløst og farligt, og at der er øget spænding i det israelsk-egyptiske grænseområde.
I forrige uge påtog en Al-Qaeda terroristgruppe, baseret i Sinai, sig ansvaret for endnu et angreb – det 15. – mod en rørledning til transport af gas fra Egypten til Jordan og Israel. Gruppen offentliggjorde en video, hvor det bl.a. udtaltes, at sådanne angreb har til hensigt at ”beskytte statslige ressourcer og de fattiges rettigheder”.
Kort efter dette angreb den 22. juli beskød terrorister, der var skjult bag sandklitter, en bus med israelske soldater i Ein Netafim-området. Der har været andre, lignende episoder. En af de værste var et angreb på Highway 12, nær grænsen, i august sidste år, da otte israelere blev dræbt.
Nu er spændingen i området blevet fortættet, efter at Mod-Terror Bureauet har meddelt, at det har konkrete informationer om terror-organisationers planlægning af terroraktioner og kidnapning af israelske turister i Sinai.
I Bureauets advarsel er en opfordring til pårørende af ferierende i Sinai om at lade rejseadvarslerne gå videre til dem hurtigst muligt.
Egyptiske myndigheder har bestræbt sig på at bevare stabilititet i Sinai siden tidligere præsident Hosni Mubaraks fald sidste år. Efter revolutionen i Egypten er israelere blevet mere lydhøre over for rejseadvarsler. Mange af de tusinder af israelere, der er taget over grænsen til Egypten den sidste tid, er israelske arabere, mens andre søger til strandene – og nogle til kasinoerne i Taba.