Tidligere statsminister er taknemmelig for sine rødder i Frelsens Hær: Det er vigtigt at kende sine rødder
Ikke gode evner og heller ikke flittig, forkyndte Poul Nyrup Rasmussens udtalelsesbog i 1. klasse. Med et uroligt gemyt og en opvækst i fattige kår var han også selv i tvivl om sine evner. Kærlige forældre, gode lærere og Frelsens Hærs omsorg forkyndte noget andet.Da invitationen til at deltage i Frelsens Hærs 125-års jubilæum i St. bededagsferien landede i postkassen hos tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), kom den en smule ubekvemt.
– Jeg har jo et dejligt lille sommerhus i Tisvilde, bemærker den socialdemokratiske politiker muntert, hvorefter han tilføjer:
– Men der er visse ting, man ikke siger nej til. Det her vil jeg gerne.
Forklaringen på den tidligere statsministers åbenlyse velvilje over for Frelsens Hær (og ditto offervilje over for sit sommerhus), forklarer han med ét ord: Rødder.
– Det er vigtigt at kende sine rødder. At vide, hvor man kommer fra. At kende og vedkende sig sin baggrund. Derfor vil jeg gerne være med og ønske tillykke med 125 års jubilæet – fordi det også er en del af mig selv.
Festmødet, der indledte jubilæumsfejringen, var da også langt fra det første frelsermøde, Poul Nyrup Rasmussen deltager i.
Under sin opvækst ikke langt fra Hærens lokale i efterkrigstidens Esbjerg hændte det ofte, at hans far, Oluf, tog ham med til møde søndag eftermiddag i Frelsens Hær. En praksis der fortsatte helt indtil teenageårene, hvor den unge esbjergenser efterhånden blev fanget af andre interesser.
– Jeg håber også, min tilstedeværelse kan være et beskedent bidrag til at anerkende den betydning, Frelsens Hær har fået, selv i en velfærdsstat som den danske.
– Ingen velfærdsstat er så fintmasket, at den formår at samle alle de skæbner op, som falder igennem. Derfor betyder Frelsens Hær så meget, forklarer han.
At Frelsens Hærs sociale indsats også havde betydning i Poul Nyrups egen opvækst, vedgår han gerne.
– Vi var ludfattige, og mine første år blev tilbragt i et husvildebaghus i Østergade i det centrale Esbjerg. Med knaphed på alt og en far, der ofte stod uden arbejde, blev der ikke meget jul hos os uden julepakken fra Frelsens Hær.
Den markante politiker tilføjer, at hans rødder i Frelsens Hær ikke begrænser sig til hans egne oplevelser som barn.
Flere af farens søskende var således tilknyttet Hæren gennem mange år, ligesom hans farfar i en periode virkede som officer i Frelsens Hær i USA.
På spørgsmålet om, hvorvidt Poul Nyrup voksede op i et troende hjem, svarer han, at begge forældre var troende, men at især farens meget barske opvækst tidligt gjorde troen betydningsfuld for ham, hvilket han holdt fast i hele livet.
– Vores hjem var dog ikke religiøst på den måde, at det tog al vores tid. Men det var der, husker han.
Det, der gjorde stærkest indtryk på Poul Nyrup som barn, var da heller ikke talerne og vidnesbyrdene ved møderne i Hæren, som han dengang kun flygtigt forstod. Derimod forstod han fuldt ud de film, der blev vist ved børnemøderne, Fy og Bi, Gøg og Gokke og Anders And.
Når Frelsens Hær trods dette står for ham som et værdifuldt element i hans opvækst, er det fascinationen af sangen og guitarspillet sammen med en atmosfære af omsorg, menneskelighed og næstekærlighed, han stadig kan genkalde fra det sparsomt udsmykkede lokale med de lange træbænke i Skolegade.
Siden Poul Nyrup i 2009 stoppede som medlem af Europaparlamentet, og især siden han i november 2011 trak sig som formand for De Europæiske Socialdemokrater, har han lagt et stort engagement i arbejdet for psykisk sårbare mennesker, og som formand for Det Sociale Netværk er han netop i maj 2012 blevet udpeget som medlem af et psykiatriudvalg, der skal komme med anbefalinger til regeringen.
Når han skal begrunde sin indsats for denne udsatte gruppe i samfundet, nævner han sin datter, som han mistede, mens han var statsminister, efter hun længe havde kæmpet med psykisk sygdom.
Men rødderne i det miljø, han mødte i Frelsens Hær, og de varme bemærkninger til drengen, der kom til møderne sammen med sin far, indgår også.
– Man kan sige, at Frelsens Hær har en lille aktie i det omsorgsgen, der findes i mig, smiler han og uddyber:
– Det er klart, at når man er født og opvokset under fattige vilkår, så spørger man sig selv undervejs: Er jeg nu god nok? Selvbevidstheden er jo mildt sagt ikke ret høj. Og her spillede den grundlæggende omsorg, jeg modtog i Frelsens Hær ind, ligesom jeg jo modtog den i ubegrænsede mængder fra mine forældre.
At Poul Nyrup var god nok viste sig især, da han efter mellemskolen blev optaget i gymnasiet på Esbjerg Statsskole sammen med blot tre andre fra sin klasse, og herfra senere cand.polit. fra Københavns Universitet. Etaper på den dannelsesrejse, der mange år senere gjorde ham til en af Danmarks mest markante politikere og mangeårig statsminister.
Efter audiensen hos den politiske sværvægter, ventede en fuldsat sal på at møde ham ved Frelsens Hærs jubilæumsfest i St. bededagsferien.
Veloplagt indtog han talerstolen og genfortalte anekdoterne fra den vestjyske hovedby, hvor Frelsens Hær tidligt vandt hans anerkendelse.
Eksempelvis da han som ung studerende vendte hjem fra København til fiskerbyen og fik studiejob på havnen eller i Esbjerg Mælkeforsyning.
– Så skete det jo, at mine arbejdskammerater «slæbte mig» ind på et værtshus, smiler han over den bevidste fortalelse.
– Og her i det hårde havnemiljø skete det ikke så sjældent, at der kom en frelserpige ind og gav sig til at synge «Har du end din barnetro». Når en højrøstet fisker så begyndte at råbe op, var der straks to-tre granvoksne havnearbejdere, der bad ham dæmpe sig, hvorefter man lyttede.
– I de miljøer fik Frelsens Hær respekt, og det bør den også få i dag. Den erkendelse burde mange komme til, og det håber jeg, min tilstedeværelse her kan bidrage til, konkluderede Poul Nyrup ved jubilæet. Med egne ord er han aldrig blevet en flittig mødegænger i Frelsens Hær, men vedkender sig gerne sine rødder.
– Og, slutter han:
– Jeg holder godt øje med jer.
