Fest og glade dage
Adam Young, fra Owl City, er en kristen synthpop-musiker. Hans store gennembrud kom med sangen Fireflies i 2009. Med sit nye album The Midsummer Station har han nu udgivet fire albums.Musikken på det nye album er, som på de andre tre, glad med kreative tekster, der altid gør mig i godt humør. Hvis du er til musik, der sætter de højere, filosofiske tankerne i gang, er det ikke The Midsummer Station, du skal købe. Her får du nemlig for det meste glade, lette numre med gang i.
Albummet er fyldt med numre, som minder om sommer og gode dag. Det er musik, som man har lyst til at skrue op for og måske tage en lille dans til, og som bare minder mig om, at livet også er fyldt af sjov.
Numrene har ikke alle kristent indhold, men er rettet mod en stor fanskare af både troende og ikke-troende mennesker. Til forskel fra det forrige album, hvor numret Galaxies tydeligt viste Adam Youngs kristne tro, er der ingen numre på dette album, der med sikkerhed kan siges at være en beskrivelse af hans tro. Men nu kan man jo selv lægge i numrene, hvad man vil, og første gang jeg hørte det første nummer Dreams and Disasters på dette nye album, var den for mig en klar påmindelse, om hvem jeg følger i mit liv. En af linjerne lyder nemlig: Follow the light through the dreams and disasters / Follow the light to the edge and the after.
Derudover blev numret Shooting Star brugt som kick off til en stor kristen ungdoms-konference i USA i foråret. Så selvom teksterne ikke umiddelbart er til og om Gud, kan man være heldig på albummet at finde små hints til Adam Youngs egen tro.
Men frem for alt er det et album fyldt med en glæde, som kan gøre en hverdag til en fest. Adam Youngs musik bliver aldrig kedelig, og hvis du er glad for den elektroniske lyd, bliver du ikke skuffet over det sidste nummer på albummet Bombshell Blonde.
Trine Nielsen