Hvad er det at være modig?

Den nyeste Pixar-animationsfilm Modig fortæller en ganske seværdig mor-datter-historie.De fantastiske animationer i Pixar-filmen Modig overtrumfer ikke den følelsesfuldt fortalte historie om en pige, der ikke kan være det, hendes mor vil have hende til at være.

Den rødhårede prinsesse Merida med bl.a. sine forældre (t.h.) i ”Modig” (still fra filmen: © Disney/Pixar).

Filmen begynder med et fødselsdagsselskab, hvor den rødhårede prinsesse Merida har fået en bue og pil i gave af sin far, den buldrende kong Fergus. Netop som hun skyder sine første pile af, dukker en kæmpe, menneskeædende bjørn ud af skoven, og i den efterfølgende kamp mister kongen et ben og bjørnen et øje. Ti år senere balancerer Merida på kanten mellem barn og voksen: Hun er blevet en strålende bueskytte, der tager vilde rideture gennem Skotlands dybe, mørke skove, men hendes forældre er ivrige efter at få hende placeret i et kongerige-konsoliderende ægteskab. Især dronning Elinor insisterer på, at Merida lærer at opføre sig som en prinsesse, hvilket i fortidens Skotland betyder at sidde stille, væve, klimpre på lut og harpe og vigtigst af alt: at holde munden lukket. Men da Merida besejrer alle tre af hendes kiksede bejlere i en bueskydningsturnering – en handling der for alvor sætter mor og datter op mod hinanden – flygter hun ind i skoven, hvor hun møder en gammel heks. Merida betaler heksen for en trylleformular, der skal få hendes mor til at ændre mening om Meridas nært forestående bryllup – en trylleformular der får fatale følger, ikke blot for Merida og hendes mor, men også for resten af kongeriget.
Pixar har med tidligere film som Toy Story og Wall-E hævet forventningerne til deres film så højt, at Modig næsten ikke kan andet end at skuffe. Og det gør den måske også, hvis man leder efter en film mere henvendt til voksne end til børn. Filmisk set er Modigs animerede verden på højde med Pixars andre værker, men 3D-effekten tilfører ikke filmen noget, og Modig har ikke den samme fortællemæssige dybde som de ovennævnte. Filmen forsøger godt nok til tider at tackle mere alvorlige temaer, og den er decideret uhyggelig flere steder, men i grunden er den mere en tilbagevenden til Disney, selvom den introducerer publikum til en ny race af Disney-prinsesser – en race fyldt med selvtillid, stærke meninger, atletiske færdigheder, beslutsomhed, loyalitet og et hoved fuld af uregerlige krøller.
Modig er Pixars første film med en kvindelig hovedrolle – og den første af Disneys prinsessefilm, der ikke handler om at finde den ægte kærlighed. Mens nogle af de højrøstede narrestreger i konkurrencen om Meridas hånd kommer på tværs af den mere alvorlige side af historien, og derfor virker mere som et støjende forsøg på at appellere til drengene i publikum, viser Modig sig at handle langt mindre om, hvilke kvaliteter der markerer en heltinde i det 21. århundrede, og mere om en udforskning af de komplekse bånd, der eksisterer mellem forældre og børn. Modig fejrer Meridas brud med traditionerne, opfordrer børn til at finde deres egen vej i verden og forældre til at se deres børn som selvstændige individer – et budskab fortalt med medfølelse og sensitivitet. Filmen præsenterer sig selv som et traditionelt eventyr med alt, hvad dertil hører af udfordringer og kampdyste for vores heltinde, men dens styrke ligger i den måde, hvormed den realistisk fanger de komplekse nuancer af slægtskab, især dem mellem en mor og hendes teenagedatter. Og for dette alene er filmen værd at se.

Modig • 100 min.
Biografpremiere: 30. august