Kristent gymnasium hitter

Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har flere elever end nogensinde før i sin 33-årige historie.
Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har modtaget et stigende antal elever de senere år. I år har gymnasiet 180 elever – og det er det højeste antal, siden gymnasiet startede i 1979.Det sidste syv år er elevtallet steget med 44 procent. Og det kan skyldes flere faktorer, mener rektor Karsten Hauge Mortensen.

Høj score

– Mit bedste bud er, at det er fordi, vi leverer varen, at vi har mulighed for et godt socialt fællesskab og at nogle også vælger os, fordi vi har en kristen profil. Vi er meget tydelige med at pege på, at Jesus er det egentlige omdrejningspunkt i tilværelsen.
Rent fagligt ligger Det Kristne Gymnasium i top 10, når det gælder elevernes karaktergennemsnit. Og det hænger måske sammen med, at det er en forholdsvis lille skole og derfor nemt at opnå et tæt forhold indbyrdes, både mellem lærere og elever og eleverne imellem. Tre fjerdedele af eleverne er indlogeret på skolen.

Adgang til hjælp

– Spørger man de unge selv, hvorfor de vælger Det Kristne Gymnasium, vil de sikkert svare, at det er fordi, de har mange jævnaldrende omkring sig. Der er venskabsmuligheder over alle grænser.
– Det betyder også, at der er adgang til hjælp. Eleverne er rigtig gode til at være sparringspartnere for hinanden. Det er helt ok at sidde og læse lektier sammen. Og det tror jeg er en af grundene til elevernes høje karakterer, siger Karsten Hauge Mortensen.

Ingen osteklokke

Er der ikke en fare for at ende i en osteklokke på sådan en skole?
– Ingen kan isolere sig i dag, og det har vi heller ikke noget ønske om. De sociale medier og fjernsynet gør, at eleverne møder alle de fristelser, som alle andre unge møder. Det er lige så ”farligt” at være kristen her som alle andre steder, lige så svært at holde troen levende. Her fristes de også af porno og alkoholmisbrug. Her får de også kærester og fristes til sex før ægteskabet.

Kristent klarsyn

– Vi forsøger at give dem en ballast i livet, en modvægt. Vi vil vise dem, at der også er andre ting, som udgør det gode liv. Og uddanne dem, så de får et kristent klarsyn.
Og de unge tiltrækkes af Det Kristne Gymnasium, selv om der er alkoholforbud på skolen og tydelige kristne værdier. Således har man måttet leje værelser ude i byen for at have plads til alle kosteleverne.
Måske skyldes elevtilgangen, at eleverne ikke har lektier i fritiden. I stedet bliver de længere i skolen, hvor en del af tiden går med at forberede sig til næste dag.
En af årsagerne til gymnasiets popularitet er også de engagerede lærere, mener Karsten Hauge Mortensen, der forklarer, at elevgruppen er meget sammensat, men at mange vælger KG for at finde støtte gennem deres vej i kristendommen.