Liberal teologi tur-retur

Sidst i 70’erne mistede pastor John Liebler sin tro, mens han læste på præsteseminariet. Senere genfandt han den bibelske tro – og fremhæver nu bibelsk liberal teologi.
– Det var meget smerteligt at miste troen, fortæller John Liebler. Og for en præst, som skal prædike hver uge og tale om Gud med sognebørnene, er der også en følelse af uærlighed.
Liebler kom først til tro i en anglikansk kirke præget af den karismatiske fornyelse. Men senere mistede han sin tro som følge af den liberale teologi, han mødte under uddannelsen. Da Liebler efter nogle år som præst bekendte sin åndelige tomhed for sin biskop, fik han det råd at læse Josh McDowells bog ’Evidence that Demands a Verdict’. Her fandt Liebler overbevisende argumenter for bl.a. Bibelens troværdighed, Jesu guddommelighed, miraklerne og opstandelsen. – Herefter kom min tro langsomt tilbage igen, som en blomst, der åbner sig, fortæller Liebler.
Han mener dog, at den klassiske liberale teologi med rette fastholdt Guds vilje i verden, fx i forhold til slavehandelen. – Kun hvor liberalismen fjernes fra det bibelske fundament, ser vi de bevægelser, der hævder, at abort og homofile ægteskaber er en menneskeret, siger John Liebler.